Forstået i det lys er Leos død i romanen "Hyrder" (som har karakter af modernistisk jeg-likvidering) baggrunden for forfatterskabets sidste eksperimenterende fase.
Med ”Dinosaurusens sene eftermiddag” (1974), ”Argumenter for benådning” (1976) og ”Om fjorten dage” (1981) realiserer Seeberg en stor plan om i et tre-fløjet værk at samle tekster af en karakter, der ikke tidligere er set i litteraturen. Dele af projektet afsluttes først med ”Rejsen til Ribe” (1990). I disse værker arbejdede Seeberg bl.a. med genrer som lister, remser, opskrifter, nekrologer m.m.; subjektløse tekster af trivialsproglig art.
53619657
Fænomenet er beslægtet med hvad man kender fra f.eks. systemdigtningens tekster i modernismens tredje fase. Selv taler Seeberg dog hellere om ”en første dokumentarisme”. Teksterne beskriver ikke virkeligheden, men er selv dele af den, som tilsyneladende ubearbejdet lægges frem. Formen er bevidst triviel, men gennem den går (med Seebergs ord) "store strømninger og udtryk, som kan virke nedslidte, men som alligevel siger noget om menneskene og dem, der skriver". Teksterne fungerer som "et optisk instrument vendt mod det uvæsentlige, der atter vender sig mod forfatteren og læseren og nagler disse til tiden, der går, og gik". De bliver en art historiske relikter, der ikke vidner om sig selv, men om det forgængelige, selve tidens dimension. Denne tekstopfattelse har ført Seeberg ind i et originalt historisk projekt.
Gennem tekster som ”Erindringer fra tusind år” og ”Erindringer fra hundred år” og senere gennem syv noveller, placeret med sytten års mellemrum fra 1859 og frem, foretages en kortlægning af sindets historie gennem en overpersonlig erindringsproces, der tilbagelægger vores fælles tilblivelsesvej, – men også ser den i forhold til de rytmer, der i en evig gentagelse bærer vores liv. Seeberg søger nemlig ikke sandheden i en slags historiens dialektik, men bag den.