Richard den Anden: Magtens mysterium

Citat
“Richard: Så spiller jeg, skønt ene, mange roller, / men ingen tilfredse. Stundom er jeg konge; / så bringer oprørsnød mig til at ønske / jeg var en tigger, – og jeg er det; så / vil armod med sit tryk bevise mig, / at det var bedre dengang jeg var konge, – / og atter er jeg konge; men så tænker jeg / på at Boilingbroke har afsat mig; - / straks er jeg intet. - Men hvad end jeg er, / er hverken jeg eller nogen mand på jorden / tilfreds med noget, førend han må nøjes / med det at være intet.”
William Shakespeare: “Richard den Anden”: 5.5. 31-43

Plottet i “Richard II” fra 1595 (“Richard den Anden”, 1815) er på én gang meget simpelt og meget komplekst. Richard mistænkes for at stå bag mordet på en adelsmand, og en diskussion herom mellem to riddere ender med, at Richard landsforviser begge. Den ene, Henry af Boilingbroke, der har forsvaret kongen og derfor føler at forvisningen er uretfærdig, får senere konfiskeret sin arv, og det fremprovokerer et indtog i England, hvor Henry samler adelen omkring sig og til sidst vælter kongen og selv bliver kronet. Så langt så godt. Det komplicerede i plottet ligger i kongens rolle i forhold til loven på den ene side og Gud på den anden.

Richard II er konge af Guds nåde, og har derved den moralske ret på sin side, men da han er både hysterisk og uduelig som konge, har udfordreren, Henry Boilingbroke, også på sin vis den moralske ret på sin side. Det kommer til et opgør mellem de to forskellige opfattelser af moral, den guddommelige og den verdslige, og derved mellem to forskellige retsopfattelser.

Både på Shakespeares tid og i den periode stykket foregår (cirka 200 år før), er der juridisk uklarhed om magtforholdet mellem konge og parlament. I princippet er kongen og parlamentet “one and undivided” (én og ikke-adskilt) og kongen er kun Konge, når han er rex in parlamento (konge i parlamentet). Til gengæld er Kongen selv delt i to, han har en “politisk krop” og en “naturlig krop.” I den første er han loven, i den anden er han underlagt loven. Opdelingen i to kroppe er en politisk fiktion beregnet på at adskille kongens besiddelser i kraft af sin rolle som konge og kongens besiddelser som privatperson. Adskillelsen er på en gang mystisk, funderet i middelalderens religiøse, politiske tankesæt, på den anden side er den ganske praktisk og ikke mere mystisk, end når Tømrermester Clausen har en varevogn på gule plader. Det er hans bil, men ikke som privatperson, kun når han er på arbejde, eller, for at blive i datidens sprogbrug, bilen tilhører hans professionelle krop.

Konflikten i “Richard den Anden” er dog alt andet end dagligdags, men rækker helt ud i opfattelsen af den kosmiske orden. Som konge er Richard Guds udsending på jorden, han er øverste menneskelige led i et langt hierarkisk system, der indbefatter alt og ender med Gud. Men kongen er ikke enevældig. Den lov, som kongen manifesterer som person, er også gudgiven, og når kongen selv bryder loven, er der tale om en kosmisk krise. Den krise kan man forholde sig til på to måder: Den ene er i stykket repræsenteret ved John af Gaunt, der i stykkets begyndelse nægter at tage stilling til, om kongen har medvirket til mordet på hans slægtning med den begrundelse, at kun Gud er over kongen, og kun Gud derfor kan dømme ham. Henry af Boilingbroke ser det imidlertid sådan, at kongen som person forbryder sig mod loven og derved kongeembedet.

I “Richard den Anden” er der ingen tvivl om, at Henry af Boilingbroke er en langt bedre politiker end Richard. Kongen er portrætteret som en selvforskyldt martyr, der svælger i selvmedlidenhed og opstyltet lyrik om egen storhed og fald. Da Henry styrter Richard og overtager kongemagten, er det en velbegrundet og nødvendig handling. Alligevel fastholder kongen sin rolle som tragisk helt, og den ulovlige tronraning forbliver et tema i både “Henry IV part 1”, “Henry IV part 2” og “Henry V”.

Stykket tager altså ikke stilling i sagen, men opridser konflikten i sin skematiske modsætningsforhold: Både Henry og Richard er skyldige på hver sin måde, og begge er helte på hver sin måde.

Stykket kan ses som et eksempel på periodens ambivalente holdning til den italienske forfatter Machiavelli, hvis tanker om realpolitik og magtbevarelse var yderst kontroversielle. På Shakespeares tid blev magt stadig begrundet i højt svungne religiøse og moralske termer, og Machiavellis tanker var derfor universelt fordømte. Samtidigt er det tydeligt, at Boilingbroke handler efter Machiavellis forskrifter, og at de virker, og lige så tydeligt, at Richard ikke forstår sig på realpolitik, på at skaffe sig forbundsfæller, på alt det som Machiavelli foreskriver, og derfor taber.