Hamlet: Alting og ingenting

“Hamlet” er et af verdens mest spillede og mest diskuterede stykker. I følge “the Shakespeare Quarterly Annual Bibliography” udkommer hvert år mere end 400 bøger om “Hamlet”. Men hvad handler dette stykke egentlig om? I en vis forstand handler “Hamlet” om ingenting. Tragedien om den sortklædte, danske prins Hamlet er et stykke fuld af spørgsmål, der ikke besvares, og handlinger, der ikke forklares. Under det hele ligger den store gådefulde tomhed, alt det vi ikke ved noget om. Alle replikker er dobbelttydige, og alle spiller roller, lyver, hvisker og mistænker hinanden for det værste.

Mystikken starter fra allerførste replik: “Hvem der?” (1.1.1) spørger en vagt, men ikke den der er på vagt og hvis opgave det er at spørge om den slags, men derimod afløseren, som jo burde vide, hvem han afløser. Replikken bliver straks korrigeret, og derefter forlader vagten Francisco både scenen og stykket, og vi får aldrig en forklaring på hans bemærkning “det er bittert koldt, og jeg er syg om hjertet.” (1.1.7) (egen oversættelse). Hvorfor er han syg om hjertet? Ingen spørger til det, og ingen får svar.

Når man kan sige, at “Hamlet” handler om Ingenting, er det selvfølgelig, fordi det også handler om Alting: Om livet og døden, sandhed og løgn, og kærlighed og had. Stykkets gådefuldhed, det som er blevet kaldt “Hamlets” “interrogative tilstand” (Maynard Mack, “The World of Hamlet”, in: David Bevington (red.): “Twentieth Century Interpretations of Hamlet”. Englewood Cliffs, New Jersey: Prentice-Hall, 1968., s. 49) understreges ved de mange spørgsmålstegn i stykket. Overalt stiller karaktererne spørgsmål, og som læser eller publikum tvinges man til at gøre det samme. Det er blandt andet dette, der gør, at man kan blive ved at se “Hamlet” hele livet igennem og stadig ikke forstå stykket. Det er også denne ubestemthed, der gør, at enhver fortolkning kan modsiges i det uendelige. Og derfor kan diskussionen fortsætte.