Spørgsmålet om forfatterskab

Til tider kan det synes, at Shakespeares rækkevidde og dybde som forfatter har en næsten overmenneskelig karakter. Det kan synes ufatteligt, at en søn af en handskemager skulle kunne rumme alle disse menneskeskikkelser, hele den engelske og klassiske historie, og samtidig sætte det i perspektiv med sin tids største moralske, politiske, filosofiske og religiøse dilemmaer. I modsætning til størstedelen af Shakespeares samtidige forfattere havde Shakespeare ikke gået på universitetet. Og hvorfra kendte han til intrigerne ved hoffet? Måske, lyder det fra tid til anden, er Shakespeare slet ikke forfatter til sine egne værker.

De mest berømte kandidater til rollen som Shakespeare i stedet for Shakespeare er Francis Bacon, Christopher Marlowe og Edward de Vere (Earl of Oxford), hvoraf især den sidste har en stor gruppe tilhængere, kaldet “oxfordians”. En almindelig søgning på internettet på de tre navne, vil give adgang til et mylder af teorier. Langt størstedelen af denne særprægede disciplin består af konspirationsteori i den forstand, at den er meget let at afvise ved brug af almindelig kildekritik og sund fornuft. Der er ganske mange kilder i Shakespeares samtid, der henviser til Shakespeare som forfatter. Konspirationen, hvis der har været en sådan, har altså været temmelig stor. Desuden må det siges, at selvom mange forfattere skriver under synonym, så er det temmelig unikt for en forfatter at finde en anden levende person som stråmand for sine værker. Den vigtigste grund til at lade være med at spekulere over spørgsmålet om forfatterskab, er imidlertid, at det jo i en vis forstand kan være fuldstændigt ligegyldigt. Værkerne findes, nogen har skrevet dem, og vi kan læse dem.