I juli 2007 udkom Daniel Sjölin i hjemlandet Sverige med sit hidtil mest gennemslagskraftige værk ”Världens sista roman” (”Verdens sidste roman”, 2008). Romanen tager sit udspring i fortælleren Daniel Sjölins besøg hos sin demente og alkoholiserede mor på et hospice i Stockholm. I selskab med moderens stadig mere sludrevårne sætninger, træder en hvirvelvind af fortrængte og disede erindringer frem i fortællerens hoved og det fremgår langsomt, at Daniel Sjölin bærer på et ubearbejdet traume, som romanen både gådefuldt og ansporende kredser om. Det drejer sig helt eksplicit og skæbnesvangert om fortællerens forhold til sin verdensfjerne og ejendommeligt kryptiske moder, sin ukendte fader, barndomsvennen CJ, samt helt i forgrunden – den sorgfulde bearbejdning af relationen til et ufødt barn.
I hvert fald på det helt bogstavelige niveau, for bogen præsenterer sig i tiltagende grad som et kompliceret kludetæppe af fossende associationsstrømme, samfundskritiske udladninger, metalitterære betragtninger omkring litteraturens egen status, og ikke mindst sprogfilosofiske overvejelser om ordenes utilstrækkelighed til at beskrive og omfatte det, som de insisterende forsøger at benævne.
27291775
Dette uomgængelige vilkår er et genkommende tema, som vedvarende udfoldes på romanens mange tankevækkende og udfordrende sider. Eksempelvis refererer fortælleren gentagne gange moderens fabulerende indskydelse om at ’A er ikke A’. Sproget er med andre ord ikke det samme som det, det henviser til, men kan kun antydningsvis tilnærme sig den virkelighed, som gemmer sig bag ordenes forklædte verden. Dette paradoks, som samtidig fremstår som forfatterens tydelige impuls, har Sjölin efterfølgende kommenteret i et interview til Berlingske Tidende: ”Man oplever helt konkret, hvor svært sproget kan være, hvis man skal bearbejde og sætte ord på en sorg. Man taler tit om, at sproget er kommunikation og dialog, men det kan lige så ofte være reduktionens og forenklingens værktøj.” (Jeppe Bangsgaard: ”Sproget er livsfarligt”. Interview i Berlingske Tidende, 2008-06-06).
Forfatteren skriver i et sitrende og fortættet toneleje, som konstant forsøger at undvige sproglige floskler og forudsigelighedens diktatur, og ofte nærmer forfatteren sig en balstyrisk og sansemættet sætningskonstruktion, som deler sin sproglige nysgerrighed med poesiens natur, hvilket ligeledes har været forfatterens intention, forklarer han i et interview: ”Min roman er prosa, der på en måde vil være et digt. Det er den vilje, der er i bogen.” (Jeppe Bangsgaard: ”Sproget er livsfarligt”. Interview i Berlingske Tidende, 2008-06-06).
Eksemplerne på opfindsomme ordkonstellationer og fabulerende poetiske sætninger er talrige, men se blot på denne næsten hyperventilerende og poetiske passage: ”Guldsmeden plirrer med sine punktøjne i opal (mellem opium og Nepal), plirren i dine øjne, synsnerven, antenneknitren i platin op mod pandelappen, hukommelsescenter, de modhageforsynede knogler i sternit.” (”Verdens sidste roman”, side 132-133).
Daniel Sjölin forsøger i særdeleshed indledningsvis i romanen at etablere en dokumentaristisk kontrakt med læseren, idet han konstaterer at bogen indeholder den sande og utilslørede beretning om forfatteren selv: ”Ja, nu skal det ud. Realismen. Det autentiske. I verdens sidste roman skal fiktionen dø. Fantasien skal skæres af og skrabes væk.” (”Verdens sidste roman”, side 6).
Ikke desto mindre viser den resterende del af romanen sig netop at være et associativt fantasifoster, som på behørig selvbevidst vis eksperimenterer med forestillingen om, at man kan sætte lighedstegn mellem de antydede biografiske bekendelser og den eksisterende verden udenfor bogens selvreferentielle univers. Efterfølgende har Sjölin da også korrigeret sig selv i et interview med en oplysning om, at kun cirka 1,5 % af romanen kan påregnes at være sandfærdig selvbiografisk (Lina Kalmteg: ”Daniel Sjölin vill bråka med läsarna”. Interview i SvD Digitala Medier, 2007-08-04).
Bogen er således næppe en indbydende dessert for tilhængere af konventionelle og kausale romanstrukturer, men tilbyder sig i stedet som et imponerende og ambitiøst vildnis af pludselige digressioner, sproglige grænsetilfælde og udfordrende frontalangreb på både romangenren og bekendelseslitteraturen.
Det monumentale og grænsesøgende værk affødte en intens debat i den svenske offentlighed, ikke mindst på baggrund af forfatterens egen position i det litterære og audiovisuelle kulturelle landskab.