Litterære fingeraftryk

Med udgivelsen ”Verdens sidste roman” er Daniel Sjölin måske en af de nutidige forfattere som på mest bemærkelsesværdig vis diskuterer den hårfine grænse mellem fiktion og fakta, som aktuelt ser dagens lys i form af performancelitteratur, autofiktion og performativ biografisme, og i den forstand indskriver forfatteren sig i samme tradition som eksempelvis Claus Beck-Nielsen, W.G. Sebald og Brett Easton Ellis for blot at nævne nogle få fremtrædende eksempler.

I sit forsøg på at skildre sine egne traumatiske erfaringer og tilværelsens dunkle skyggesider, sådan som det er tilfældet i ”Verdens sidste roman”, indgår Sjölin i et litterært slægtskab med blandt andre Erling Jepsen, Knud Romer og Erik Steffensens erindringsromaner, som ligeledes sværmer om de vanskelige og semi-dokumentaristiske familierelationer.

Sprogligt og stilistisk finder Sjölin dog snarere sine jævnbyrdige blandt surrealismens ’virkelighedsvrangvendere’, foruden internationale notabiliteter som James Joyce og Virginia Woolf, som deler forfatterens forkærlighed for pludselige bevidsthedsstrømme og suggestive indfald. Også østrigeren Elfriede Jelinek er blevet nævnt som en litterært ligesindet, i kraft af deres fælles passion for ekstraordinære sproglige opdagelser, social kritik og skildringer af tilværelsens dystre underliggende absurditeter.

Derudover kan Sjölins metalitterære og stedvis essayistiske udforskning af romangenren læses i sammenhæng med blandt andre Italo Calvinos ”Hvis en vinternat en rejsende”, Jorge Luis Borges’ værker, samt Jan Kjærstad, som alle – om end på vidt forskellig vis – føjer adskillige metalitterære overvejelser til deres romaner.

Sjölins romaner kredser handlingsmæssigt ofte om dunkle emner som seperation og tab og der gives kun yderst sjældent lyspunkter og forhåbninger. Denne tendens modsvares imidlertid af forfatterens opfindsomme og vitaliserende sprogbrug, som gør litteraturen og kunsten til et livsbekræftende mulighedsfelt, renset for sproglige klicheer og forudsigeligheder.

I et interview til Information har forfatteren desuden eksakt kondenseret sin egen poetik i kølvandet på ”Verdens sidste roman”: ”Og jeg elsker bøger, hvor man ser, at forfatteren i hvert fald forsøger at formulere sig. Det synes jeg er sympatisk. For jeg oplever, at denne her klassiske forfatter, hvis autoritative røst, vi skal lytte til, er mistænkelig. I stedet vil jeg være med, når det sker. Det jeg mener er, at man skal forsøge at være akrobat. For der findes også noget smukt i mislykkelsen, som akrobaten i sidste ende presser sig til. Som når jongløren til sidst taber en kegle, fordi han hele tiden vil jonglere med stadig flere kegler.” (Anton Geist: ”Sproget fjerner os fra følelserne”, 2008-06-12 ).

Og jonglerer gør Daniel Sjölin unægtelig uden sikkerhedsnet: med genrerne, fortællerrollen, de vante handlingsmønstre og alfabetet i særdeleshed.