Sympatien i Maj Sjöwall og Per Wahlöös krimiserie ligger hos den lille mand og hos Martin Beck og hans håndgangne mænd, fordi de kæmper hans sag, og fordi de i bund og grund er ham. Uhyret skulle i tidens ånd være kapitalismen, men seriens nerve- og eksistensberettigelse ligger i konflikten borger/administration og individ/system, hvor den politisk dimension af systemet identificeres med et magtfuldkomment socialdemokrati, der har mistet kontakten til folket og gemt sig bag en mur af bureau- og teknokrati. Resultatet er en samfundsmodel, som bliver ved med at avle nye former for elendighed; narko, selvmord, alkoholisme, betonslum, pornografi, depression og selvcensur – alt sammen tilbagevendende temaer i bøgerne.
Sjöwall & Wahlöös svar på elendigheden er kommunisme. Serien er konciperet som et litterært svar på en sovjetisk femårsplan. De første tre bind var madding til den almindelige krimilæser. I de næste tre bind skulle der skrues op for samfundskritikken og i de sidste fire bind fyldes på med egentlig kommunistisk indoktrinering. Som bekendt er god litteratur politisk og politisk litteratur dårlig. Dogmatikken fratager fremstillingen sin menneskelighed, karaktererne bliver ensidige, det gælder betjentene i “Den afskyelige mand” og det gælder virksomhedsejerne i “Polis, polis, potatismos!” fra 1970 (”Strisser, strisser”, 1971), og fortællingen mister troværdighed. Måske kommer forfatterparret selv i vildrede, da de i 1975 skal afrunde serien med den store titel “Terroristerna” (“Terroristerne”, 1975). Titelfigurerne fremstår i hvert fald påfaldende usympatiske, selv om de er ude i det i et kommunistisk perspektiv så ærværdige ærinde at nakke en ærkekonservativ amerikansk senator på besøg i Stockholm.
Det sammenlagt tretusinde sider store værk under overskriften “Roman om en forbrydelse” starter dog helt jordnært med en skildring af, hvor umuligt det er bare at få sat en mudderpram i gang med at grave en kanal op i det svenske virvar af offentlige instanser, som hele tiden skyder ansvaret fra sig. Scenen står med sin blanding af humor og samfundskritik ikke blot som præludium for “Roseanna” eller serien som helhed, men den skandinaviske krimi som sådan.