som får vores liv til at imitere livet
i de mest rigide dødsriger? Lovgiverne, regelmagerne
og værdisætterne, lad dem administrere en forlystelsespark
for døende.”
Det bliver langt mere larmende og socialsurrealistisk i Lars Skinnebachs anden selvstændige udgivelse “I morgen findes systemerne igen” fra 2004, som er forfatterens anmelderroste gennembrudsværk. Digtene synes på sin vis utilnærmelige, hvilket forfatteren selv varsler i digtsamlingens første afsnit, der er dedikeret “Til læseren”: “Så føl dig frem, min skeløjede ven” (s. 9) – en både høflig og foruroligende indledning på en digtsamling med i alt seks afsnit, der hver består af fire fragmenterede og strittende digte.
To overordnede uadskillelige sfærer kan siges at karakterisere digtsamlingen: samfundssystemernes nedbrydende helvede og en lille, håbefuld familietryghed. Det dødbringende over for det livgivende udgør digtenes kontante tvedeling, som dog ikke fremstilles i et stringent modsætningsforhold. Systemmagt og idyl væves ind i hinanden på en faretruende måde. Digtene springer mellem gennemgående motiver som vind og vejr, en fødsel og en fars død, trafik og vejsystemer, spådomme og varsler, vold og følsomhed, indignation og vrede mod politiske-økonomiske-administrative ‘systemer’.
25141369
Det er de små ting i den store verden, som holder sammen på det hele – den urørlige familietreenighed (mor, far og barn), og parforholdets intimitet og ømhed skaber håb blandt kvælende systemer. Idyllen og det nære liv synliggøres glimtvis som i “Det mindste paradis”, men repræsenterer netop et trygt helle (‘system’) i modsætning til en truende omverden, som i digtene er langt mere nærværende og larmende: myrderier, våben, krige og hysteriske og fordærvende medier.
Digtene er præget af sortsyn, selv om det er uklart, hvem der står bag det sagte. Mennesket tager ikke livet og døden alvorligt, men fokuserer i stedet overfladisk på at more sig og følge systemernes anvisninger: livet er lutter karruseller og tivoliture, “en forlystelsespark for døende” (s. 15). Systemernes magt er allestedsnærværende, og digtene indeholder begreber som ‘privatøkonomi’, ‘kontoudtog’, ‘teknisk forvaltning’, ‘kommune’ og ‘byfornyelse’. Leden ved det hele vokser, og til slut sparkes læseren korporligt og brutalt ud af digtsamlingen med vredesudbrud som “skrid din nar eller jeg klipper benene af dig” (s. 39).