Genrer og tematikker

Karakteristisk for Lars Skinnebachs digte er hans fornyende og rendyrkede lyriske udtryk, hvor hver linie, hver ytring, hvert billede maser sig frem med stikkende intensitet. Han har et stramt greb om de sproglige virkemidler, han bruger, og metaforer, gentagelser og sammenligninger er med til at materialisere hans en radikale og sorte verdenssyn. Det er netop samspillet mellem de æstetiske kvaliteter og de politiserende elementer, det intime og abstrakte, som gør Skinnebachs lyrik så raffineret, afbalanceret og effektfuld.

Selv afviser Skinnebach digtenes flerstemmighed og fragmentering. Digtene er snarere et forsøg på at skildre et troværdigt jeg, udtalte han i 2004: “Et jeg der er noget større end man er vant til at se i poesien” (Martin Glaz Serup: “Skrøbelige voldsmænd”. www.nypoesi.net, februar 2005). Han afsøger altså grænserne for, hvad der ligger ud over digtningens inderlige, jeg-dyrkende funktioner. Og netop splittelsen og angsten kendetegner digtenes jeg, der med ét søger tilflugt i digtningen, kærligheden og naturen og i næste nu raser ud i voldsomme, aggressive vendinger med talrige opfordrende og direkte læserhenvendelser. Skinnebachs digte kredser både om en skrøbelig, problematisk identitets- og intimsfære såvel som om mere abstrakte og samfundskritiske forhold.

Cut-up teknikken med tilfældigt samplede udsagn fra dagligsprogets hverdagsklicheer til vilde metaforer fremstår som en tvetydig udtryksmåde og giver en stemning af både sammenbrud, vildskab og frustration, men også sanselig nærhed og øjeblikke med håb.

For som Mikkel Krause Frantzen ender med at konstatere i sin bog om forfatterskabet, er Lars Skinnebach, når alt kommer til alt: ”en ambivalensens forfatter, hvad enten det drejer sig om (u)tiltalende henvendelsesformer, affektive mønstre, sprogligt misbrug eller global klimakrise.” (Mikkel Krause Frantzen: Lars Skinnebach. Arena, 2013).