Beslægtede forfatterskaber

Der er en tydelig traditionsbevidsthed i Lars Skinnebachs digte. Som inspirationskilder kan nogle af de politiske, modernistiske digtere som Ivan Malinowski og den sorte galskabs- og absurditetsdigter Jess Ørnsbo fremhæves. Sidstnævnte skriver digte med stort engagement om sociale problemer og opgør med borgerlige normer. Lars Skinnebach selv har udtalt, at han er inspireret og optaget af Jens August Schade, “fordi han er så berusende at stifte bekendtskab med." (Henning Thøgersen: Lars & Lars: Jeg afskriver kærligheden. Interview i Ekstra Bladet, 2000-02-20), men også forfattere som Charles Baudelaire, Comte de Lautreamont, Arthur Rimbaud, Walther Whitman, Ezra Pound, Wallace Stevens, Sylvia Plath, Edith Södergran, Gunnar Ekelöf, Jussi Björling og Paul Celan har gjort stort indtryk på den danske digter.

Lars Skinnebachs sanselige, kritiske og sociale engagement opleves også hos digterens samtidige lyrikerkolleger, blandt andet Ursula Andkjær Olsen, Martin Glaz Serup, Mette Moestrup, Lone Hørslev og Maja Lee Langvad. Den brændende interesse for omverdenen, afbildninger af velfærdsstatens skyggesider og de voksende sprækker i samfundets fællesskab er temaer, som også bringes på banen af blandt andet prosaisterne Lars Frost, Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann, Simon Fruelund og Pablo Llambías. Christina Hesselholdt, Hans Otto Jørgensen og Lone Aburas har endog skrevet smædedigtende agitprop og anser det som en moralsk forpligtelse at skrive om samtidens aktuelle politiske situation.

Endelig dannede Skinnebach i 2010 bandet Klimakrisen sammen med sin yngre kollega Theis Ørntoft for, med deres egne ord, at indspille et soundtrack til menneskets dumhed. Ørntoft er åbenlyst inspireret af Skinnebach, når han i sine anmelderroste ”Digte 2014” og i romandebuten ”Solar” fra 2018 beskæftiger sig med konsekvenserne af menneskets overforbrug, forurening og manglende ansvarsbevidsthed over for en natur, der er ved at bukke under på grund af hvad han opfatter som menneskeskabt idioti.