Hvor intet bryder vinden

Citat
”Glas gjorde det ud for husets svalegange, ydervægge og skillevægge, så man kunne se den bagvedliggende skov lige igennem. Stålkonstruktionen og trappen var præcis samme brune farve som træstammerne, og de gyldne døre, karme og sparsomme træmøbler i værelserne gik så meget i et med landskabet, at Robin først opdagede dem, da hun havde stået og set på huset nogle sekunder. Vægge af glas. Man kunne se direkte ind til hinanden.”
”Hvor intet bryder vinden”, s. 67.

Leonora Christina Skovs roman ”Hvor intet bryder vinden” (2015) har sit kriminalistiske udgangspunkt i rejseskribenten Robin Lee, der sammen med sin kæreste Solomon har base i Addis Abeba i Etiopien. Hun modtager et brev fra en ukendt mand, og da han har afleveret brevet, dør han i trafikken. Brevet bliver afsæt for hendes fortælling, der foregår på den lille ø Stormø udenfor Esbjerg. Hertil er syv danske kunstnere og videnskabsmænd blevet inviteret til en måneds arbejdsophold af en ukendt fond.

Efter at have mødtes på kajen i Esbjerg og set hinanden kritisk an, aner de ved ankomsten til den øde ø noget suspekt ved det hele. De kan ikke komme derfra, der er hverken internet eller mobildækning, og forholdet mellem de syv er afventende. Alle hæger om deres person og hemmeligheder.

Under en løbetur forsvinder pop-up kunstneren Anne en dag sporløst, så den depressive Sofie, senere den nervøst vordende far Kevin, den succesfulde krimiforfatter Joachim og Poul-Erik, hvis kone er terminal kræftpatient. De eneste to overlevende er Robin Lee og dufteksperten Greta, der ikke kan holde hinanden ud. Undervejs afklares deres relationer til den afdøde teenager Marcella Storm, der uden at være til stede binder de syv sammen og bliver deres skæbne.

51704223

Portrætterne er meget tidstypiske og giver samlet set et indtryk af de genvordigheder, moderne mennesker slås med. Selvoptagede og forkælede kunstnertyper, der bedrager og lyver sig gennem tilværelsen, mens de flittigt fortrænger uskønne dele af deres fortid.

Spørgsmålet er, om man kan flygte fra sin fortid, sin historie og sig selv? Eller vil ens historie altid indhente en? I sidste ende er de alle deres egen værste fjende og dommer, og straffen for deres handlinger kommer stærkest fra dem selv.

Personernes afhængighed af internet og bekræftelse på sociale medier er lige så stor som behovet for anerkendelse fra branche og medier, forstår man: Glæden ved at fortælle om en god gerning er tilsyneladende større end at gøre den.

Settingen og handlingen lægger sig op ad Agatha Christies klassiske ”En af os er morderen” (1939), hvor ti mennesker befinder sig på en øde ø og dør en efter en.