Førsteelskeren

Citat
”Udsender de andre forfattere bøger hvert eller hvert andet år, er de totalt useriøse, og udsender de bøger sjældnere, ligger de tydeligvis på divaneseren på statens regning sammen med jer, men det sidste siger I ikke. For I er selv vanvittigt bange for, at I ikke skriver bøger nok. Der er derfor, I hader forfattere, der er produktive, og hvis produktiviteten ser ud til at falde dem let, hader I dem dobbelt. Hvis de oven i købet er smukke, hader I dem langt ind i helvede.”
”Førsteelskeren”, s. 298.

Leonora Christina Skovs roman fra 2012, ”Førsteelskeren” er en sammensat fortælling om en række mennesker, hvis historier krydser ind over hinanden.

Bogen indledes med et vredt brev fra punkmusikeren Veronica Lake til den fallerede stjerneforfatter Nat Kaminiski. Hun gør ham det klart, at deres forhold er slut, men at hun stadig elsker ham. Samtidig opridser hun den familiehistorie, der skal blive udfoldet gennem romanen. Hendes sidste gave til ham er en historie, han kan skrive om, for han har brugt alle sine egne – og sine venners – historier. Veronicas historie fortælles gennem de breve, som hendes mormor Gina har forfattet til sin datter Lulu under sin årelange indlæggelse på sindssygehospitalet Oringe i Vordingborg. Ginas liv er lidelsesfuldt med en utryg opvækst, et uægte barn og en ægtemand, hun hverken elsker eller respekterer. Han får hende buret inde på statshospitalet i årevis, og hendes familie tror, hun er død.

29541256

I desperation for at finde tilbage til sit litterære drive er Nat Kaminski taget til Berlin, hvor han – uvidende – indlogerer sig i Veronicas døende fars lejlighed. I lufthavnen har han mødt en kvinde, der flytter ind sammen med ham. Hun præsenterer sig som Angelika Ivanova, men smider efterhånden paraderne og indgår et venskab med Nat under sit rigtige navn, Rosa Stockholm. Romanen krydser mellem mormor Ginas breve, Nat og Rosa i Berlin og Veronicas breve til Nat, og som fortællingen skrider frem, falder brikkerne på plads i de mange puslespil.

Nats erkendelse af at have karrieren bag sig kommer til udtryk i et barnligt raseri mod den danske forlagsbranche, forfatterverden, det samlede anmelderkorps og hvem, der ellers har betrådt hans nu slidte sti. I hans alenlange mails hjem til Danmark viser der sig et forsmået og bittert menneske, der har gemt sig i kunsten så længe, at der ikke længere er kontakt med verden. Han har misbrugt venner, familie og kærester til at udgive bøger, og en efter en slår de hånden af ham.

”Førsteelskeren” er en slægtshistorie om svage kvinder, der alligevel besidder styrke, om mennesker på flugt fra deres eget liv, om dyre Balenciaga-tasker og ikke mindst om at være forfatter, litteraturanmelder og kunstner. Lighederne mellem forfatteren og en udførligt beskrevet dagbladsanmelder i romanen er ikke til at tage fejl af.