1. Forfattere og illustratorer - Voksne
  2. Smærup Sørensen, Jens
jens smærup sørensen
Foto: Morten Juhl

Jens Smærup Sørensen

 
cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, 2008 og oktober 2020. Blå bog opdateret marts 2024.
Emneord
samtidsroman
dansk litteratur
landbokultur
erindringer
barndomserindringer
kærlighed
identitet
ensomhed
Top image group
jens smærup sørensen
Foto: Morten Juhl

En eksperimenterende modernisme står side om side med gengivelsen af den sociale virkelighed i Jens Smærup Sørensens forfatterskab. Udgangspunktet er næsten altid det, der rører sig i figurernes bevidsthed og de fortættede øjeblikke i fortællingen, som forfatteren iscenesætter med en kølig og beskrivende fortællestil. En central tematik i forfatterskabet er katastrofesituationen, der indeholder enten fortabelse eller frigørelse. En anden er en søgen efter det alment menneskelige bag det individuelle. Efter 36 år som forfatter fik Smærup Sørensen i 2007 sit folkelige gennembrud med romanen “Mærkedage”, der skildrer den gamle bondekulturs opløsning i en moderne verden gennem en historie om fire generationer i landsbyen Staun.

136704982

Blå bog

Født: 30. maj 1946 i Staun ved Nibe.

Uddannelse: Cand. phil. i dansk fra Aarhus Universitet, 1971.

Debut: Udvikling til fremtiden. Gyldendal, 1971.

Litteraturpriser: Otto Gelsted Prisen, 1972. Kritikerprisen, 1989. Det Danske Akademis Store Pris, 1990. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1991. Otto Benzons forfatterlegat, 1993. Knud Sønderby Prisen, 2003. Albert Dams Mindelegat, 2004. Blicher Prisen, 2007. Weekendavissens Litteraturpris, 2007. Danske Banks Litteraturpris, 2007. Radioens romanpris, 2008. De Gyldne Laurbær, 2008. Limfjordsegnens Litteraturpris, 2011. Søren Gyldendal Prisen, 2013. Ordkraft-prisen, 2019. Montanas Litteraturpris, 2023.

Seneste udgivelse: Evigt i tiden. Grif, 2023.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“1960 var jo også det år, da landsbyen måtte vige sin plads som den vigtigste by i landet. Hvor landbruget for første gang i tusinder af år ikke længere var et større erhverv end alle de andre tilsammen. Hvor Staun som et samfund og en verden i sig selv gik under, for så småt, og som alle andre landsbyer, at blive en afsides og forhutlet lille bebyggelse i den globale metropol”.
“Mærkedage” s. 217.

Jens Smærup Sørensen blev født den 30. maj 1946 i Nordjylland og voksede op på en gård i landsbyen Staun nær Nibe. Han blev opfostret efter grundlæggende konservative bondetraditioner, og som søn af en landmand lå det langt fra i kortene, at han skulle blive akademiker og medlem af Det Danske Akademi senere i livet. Allerede tidligt i Jens Smærup Sørensens barndom stod det imidlertid klart, at han ikke var den oplagte kandidat til at føre gården videre efter sin far: “Jeg skulle jo være med i arbejdet, men egnede mig ikke til landbruget. Hænderne sad ikke for godt på mig. Jeg var også fraværende ad helvede til. Når der skulle fyldes korn på sække, tabte jeg dem eller flyttede dem hen i en forkert dynge. Så man fandt på, at jeg skulle på realskole i Nibe. En fem-ti år før ville ingen have tænkt andet, end at jeg skulle fortsætte i landbruget.” (Kristen Bjørnkjær: “Landet der forsvandt”. Information, 2007-03-24).

Efter sin skoletid i Nibe fortsatte han i gymnasiet i Aalborg og blev i 1965 student fra Aalborg Katedralskole. Turen gik herefter til danskstudier på Aarhus Universitet, hvor han især blev optaget af den eksperimenterende litteratur. Forfattere som Svend Åge Madsen, Per Højholt og Samuel Beckett åbnede en helt ny verden for den unge Jens Smærup Sørensen. I løbet af sin tid på universitetet deltog han også i de udbredte demonstrationer mod det såkaldte professorvælde, som prægede universitetsmiljøet i starten af 1970’erne. Men da ungdomsoprøret efter Smærup Sørensens mening bevægede sig i en uheldig retning, var det ikke længere noget for ham: “Oplevelsen af et studentermiljø som efter studenteroprørets første tid politiseredes, men i en idealistisk forstand, sådan at man f.eks. dyrkede Mao-Kina. Den virkelighed vi selv stod i [...] den forsvandt efterhånden til fordel for det rene fantasteri”. (Erik Skyum-Nielsen: “Modsprogets proces”, s. 195).

Smærup Sørensen giftede sig i 1970 med Vibeke Schmidt, og året efter blev han cand.phil. i dansk. Samme år debuterede han som forfatter. De følgende mange år udgav han bøger inden for forskellige genrer til både voksne og børn, og fra 1986-1990 var forfatteren også husdramatiker ved Aarhus Teater. Jens Smærup Sørensen flyttede i 1990 til Luxembourg med sin hustru og parrets to børn, da hans kone fik job som underviser på Europaskolen. Familien var bosat i byen indtil 1999. I 1990 modtog Smærup Sørensens Det Danske Akademis Store Pris, og han blev i 1995 selv medlem af akademiet. Han blev i 2006 akademiets sekretær. Sammen med en række andre prominente medlemmer af Det Danske Akademi valgte han dog i 2020 at trække sig fra arbejdet efter intern uenighed.

Forfatteren er i dag atter bosat ved Limfjorden i det nordlige Jylland – nærmere bestemt i Nykøbing Mors. Det er imidlertid ikke udtryk for, at han er vendt tilbage til den provins, han voksede op i, understreger Smærup Sørensen: “Jeg holder meget af landskabet ved Limfjorden, som er uforligneligt smukt. Men jeg mener jo ikke, at provinsen eksisterer. Vi lever alle i en storbykultur.” (Kristen Bjørnkjær: “Landet der forsvandt”. Information, 2007-03-24). I 2018 forlod Smærup Sørensen forlaget Gyldendal som en konsekvens af den linje, som den nytiltrådte direktør Morten Hesseldahl havde lagt for forlaget.

13 stykker af en drøm

“Jeg vendte mig om og så med det samme, at den mand, der var kommet, var en nøjagtig kopi af mig selv, bortset fra at han allerede havde været inde og iføre sig mit rene tøj. Jeg så, at han i den hånd, som ikke var lagt på min skulder, holdt den spidse af mine køkkenknive. Det lod han mig konstatere og tøvede ellers ikke længe med at stikke den ind mellem mine ribben, langt ind i hjertet.”
“Vi to” fra “13 stykker af en drøm” i “Noveller” side 12.

Jens Smærup Sørensen debuterede i 1971 med digtsamlingen “Udvikling til fremtiden”, og senere samme årti udgav han novellesamlingen “13 stykker af en drøm” (1976). Samlingen er sat sammen af mange forskellige dele. Den indeholder bl.a. næsten realistiske landbofortællinger om en drengs oplevelser og fantasier, den dag en malkemaskine ankommer til gården, og historien om Lena, som sammen med sin bedstefar finder en kvie, der sidder fast i mudderet. Men den indeholder også en langt mere abstrakt og science fiction-agtig fortælling om en politisk forkvakling af verden og en underholdende privatlivsgyser med titlen “Vi to”.

24215008

Et af omdrejningspunkterne i “Vi to” er den velkendte litterære figur dobbeltgængeren. Novellens jegfortæller skal have besøg af en kæreste, der ellers har forladt ham. I en surrealistisk spejlscene oplever han, hvor spaltet han er. Med sine hænder kan han mærke, at hans ansigtsudtryk er et ganske andet, end det spejlet gengiver. Det viser sig hurtigt, at der findes to udgaver af jeget, som er hinandens diametrale modsætninger, og i sidste ende dræber den kolde og effektive udgave af jeget den mere forvirrende og emotionelle. I den for så vidt tragikomiske slutning følger jeget kvinden ud, og det hedder: “Jeg kunne også have grædt, for jeg vidste nu bedre end nogensinde før, at vi to ville have fået det godt sammen. Virkelig godt. Der var intet at gøre.” (“Noveller”, s. 14). Der er noget på en gang udstillende og forsonende over novellen, hvis karakterskildring nærmer sig karikaturens i de to næsten stereotype udgaver af jeget. Et andet kendetegn er Smærup Sørensens evne til at lade fremstillingsmåden variere, alt efter hvilket filter begivenhederne ses igennem. Det kommer bl.a. til udtryk i de meget forskellige fortællere, som optræder i samlingens noveller.

Disse tidlige noveller er både beskrivende og legende, og de indskriver sig i en eksperimenterende modernistisk tradition. Novellerne forholder sig konstaterende og analyserende til sit persongalleri uden nogen henvisning til sociale årsagsforklaringer på figurernes reaktioner. Teksterne er desuden båret af en bevidsthed om deres egen sproglighed og en afprøvning af forskellige kompositionsteknikker. Fremstillingen varierer, da det er den måde, sproget kan tale om virkeligheden på uden at udtrykke et fyldestgørende billede. I en kaotisk og fragmentarisk verden findes der ikke én men mange forskellige virkeligheder: “Sproget danner fiktioner. Det danner illusoriske verdener, som kan antages for at være virkelighed. Små delverdener, som har funktionsduelighed inden for nogle bestemte rammer, men som er fortrængninger af en hel masse andre mulige verdener, og som er fulde af huller og sprækker”. (Erik Skyum-Nielsen: “Modsprogets proces”, s. 194).