Af ord

Citat
“Jeg ved ikke hvor meget pligtfølelse, jeg har. Eller hvor meget af den, der er et pænt ord for, at jeg plejer at gøre, hvad jeg får besked på, og hvad der i almindelighed forventes, man skal gøre. Men jeg har åbenbart fået kilet ind i knolden, at det gælder om at holde ud, og stå igennem, og komme op af hullet. At man skal, eller også er jeg bare født med et lige så imponerende idiotisk overlevelsesinstinkt som enhver anden rotte. Og jeg kryber dagligt ud af min lejlighed. Ud blandt mennesker. Ud for at kigge efter tilværelsen.”
“Trudehistorier” fra “Af ord” i “Noveller” s. 323-324.

Novellesamlingen “Af ord” fra 1999 indeholder 16 noveller, hvoraf de fleste tager udgangspunkt i en arbejdslivshistorie. Læseren møder bl.a. den yngre dreng på gården, som driver køerne sammen på marken, den bankansatte, som tager chancen og starter egen virksomhed, og politibetjenten, som ser tilbage på sit hemmelige forhold til sin kollegas hustru, som resulterede i, at ægtemanden dræbte sin hustru. Den sidstnævnte novelle hedder “Trudehistorie” og er et godt eksempel på forfatterens undersøgelse af de mange sammensatte følelser, som findes i den menneskelige bevidsthed.

Skamfølelse, kedsomhed, selvhad og savn er nogle af de følelser, som skildres i “Trudehistorie”. I novellen er den subjektive bevidsthed, der sættes under lup, et jeg, som retrospektivt beretter om de begivenheder, der leder til, at hans makker slår sin kone ihjel af jalousi. Jeget bebrejder sin chef det kærlighedsforhold, chefen tidligere har haft til kvinden Trude, men erkender også, at det drejer sig om hans egen selvbebrejdelse og skyldfølelse: “En kritik af det moderne, kritiske menneske, som har mistet forbindelsen mellem oplysning og ansvar. For det meste finder denne kritik sted gennem en moderne bevidstheds selvafsløring. Undvigelser og iscenesættelser dækker over en dobbeltskyld, som både manifesterer sig i fortællerens liv og i måden at fortælle på” (Frits Andersen i Anders Østergaard (red.): “Vandmærker”, s. 338).

22698184

Et centralt greb i forfatterskabet er det skift i synsvinkel og toneleje, som Smærup Sørensen lader være udgangspunktet for sin litterære virkelighedsskildring. Forfatteren lader sproget, tonelejet, gengivelsen af sanseindtryk og oplevelsen af tilværelsen i de enkelte noveller være forbundet med den figur, kapitlet omhandler. I den udstrækning, man kan tale om realisme hos Smærup Sørensen, så er det en realisme, der er forankret i de forskellige figurers bevidsthed, hvilket er det, som er bestemmende for skildringen og sproget. Forfatteren lader, som en anmelder har formuleret det, en virkelighed sive op gennem en given bevidsthed. Samtidig bliver det fortrængte og smertefulde i fortællerens bevidsthed forstørret og gengivet med en deskriptiv stil. Hvad der er konstant, er Smærups særlige opmærksomhed på følelsernes styrke og sammensathed. En udforskning, der let kunne blive kvalmende, hvis ikke den som her altid bliver holdt i ave af stilens kølighed. Dens objektivitet.” (Erik Skyum-Nielsen: “Øjeblikket objektiveret”. Information, 2002-08-05).

Endelig findes der også i denne bog et forsøg på at indkredse en form for fælleserfaring: En søgen efter det alment menneskelige bag det individuelle. Den enkelte bevidsthed er hos Smærup Sørensen altid forbundet med andre individer gennem relationerne til de andre, men også gennem evnen til at rumme de sammensatte følelser, som er det alment menneskelige.