Orm og ar

Citat
“Barnet sidder og bælger ærter. Tænker på om faren tænker lige så meget på hende, som hun tænker på ham. Det er et halvt år siden, hun har hørt hans stemme. Hun ringede til ham. Det er altid hende, der ringer eller skriver. Hun får aldrig svar på sine breve. Når hun stiller spørgsmål i sine breve, svarer han heller ikke. Når hun er på besøg og taler med ham, lytter han, nikker, men siger ikke noget. Hun bliver ved med at tale af skræk for, at han skal gå.”
“Fars”, s. 12.

Ligesom “Fars” er Synnøve Søes tredje roman “Orm og ar” fra 1992 en fortælling om et forsømt barn. Dog er det incestuøse tema helt tydeligt i “Orm og ar”, hvor det kun antydes i “Fars”. “Orm og ar” handler om en pige, der bliver seksuelt misbrugt af sin far fra hun er spæd til hun er voksen og om eftervirkningerne af overgrebet i pigens voksenliv. Handlingen består dels af beskrivelser af pigens opvækst, delvist set fra pigens synspunkt, delvist fra faderens og en udenforstående fortæller. Det andet handlingsforløb beskriver den voksne kvindes kamp med barndommens traumer og forsøget på at forlige sig med fortiden. Kvinden forsøger at forholde sig til sin fortid ved eksempelvis at sende breve til sin far, men fordi hun er fyldt med så mange ubearbejdede tanker og følelser ender forsøgene på at forlige sig med fortiden i den ene fiasko efter den anden. Kvinden føler sig fyldt op med gnavende orm og ar, som hun beskriver nærgående. Handlingen finder sted i et til tider surrealistisk og nærmest psykedelisk univers, som hensætter læseren i kvindens sindsstemning. En tilstand som er fremkommet af en fortid, hun ikke kan flygte fra, men som langsomt river hende i stykker og fylder hende med en voldsom dødslængsel.

“Orm og ar” – såvel som “Fars” – er en barsk og medrivende fortælling om en problematisk barndom, hvor voksnes manglende omsorg ender i forsømte børn og ulykkelige voksne. Begge bøger viser, hvordan barndommens oplevelser og erfaringer har konsekvenser, at de fortsætter ind i voksenlivet. Synnøve Søe sætter med romanerne fokus på, hvor stor betydning en tryg og kærlig opvækst har for et tilfredsstillende og harmonisk voksenliv.