“Dødens redskab” er en mareridtsagtig meditation over livet, døden og forholdet mellem netop liv og død. Den fragmenterede antihelts liv forekommer mere og mere uvirkeligt. Har han slået arbejderen i tunnelen ihjel? Eksisterer Hester overhovedet? Hvad er drøm, og hvad er virkelighed? Efterhånden som romanen skrider frem, bliver det en besættelse for Diddy at få mordet på arbejderen bekræftet, som om det kan bekræfte selveste Diddys eksistens: Jeg handler, altså er jeg (i hvert fald ikke død). Tilsvarende forekommer det seksuelle samkvem med Hester i større grad at handle om bekræftelse, end det handler om kærlighed og hengivenhed.
I romanen benyttes ordet “nu” konstant, som en reference til Diddys desperate forsøg på at skabe sig selv på ny, men det ironiske er, at alt, hvad Diddy foretager sig, er en forberedelse til døden og ikke til livet.
Drømmene overtager stadig mere plads end de virkelige oplevelser i Diddys liv, og da Diddy mod slutningen tager Hester i hånden, tager tilbage til tunnelen og eksekverer mordet på arbejderen endnu engang, trænger spørgsmålet, om drømme er mere virkelige end virkeligheden, sig uvægerligt på.
Romanen er – på trods af mordene – langt fra at være hverken handlings- eller spændingsmættet, men de mange filosofiske kommentarer om liv, væren og død, bærer romanen igennem og gør den tankevækkende og inspirerende.