Susan Sontag er en anerkendt skønlitterær forfatter, men det er især som essayist, at hun er slået igennem og er blevet en markant stemme. Hendes første essaysamling “Against Interpretation” fra 1966 indeholder 26 essays om kunst, kunstneren og kunstkritik. Værket er skrevet i en æra, hvor nykritikken med sin symboljagt, mytekritik og hengivenhed til psykoanalysen var på sit højeste. Men hvor nykritikkens stemmer søgte efter den skjulte mening i kunsten, argumenterer Sontag for, at man skal dyrke det synlige, og ikke alene det usynlige. Hun angriber Sigmund Freuds ide om en skjult, iboende mening som modsætning til en klar, åbenbar mening. Hun beklager den moderne, aggressive, imperialistiske tilegnelse af kunstværkerne og fremhæver, hvordan denne bemægtigelse reducerer verden ved at svække den fulde æstetiske oplevelse.
Værket “On Photography” fra 1977 (“Fotografi: essays om billede og virkelighed”, 1985) er en af Sontags mest anerkendte essaysamlinger. Samlingen består af seks essays, som gør op med den opfattelse, at fotografier er realistiske og vidensproducerende; det vil sige at de skaber en sand historie om en given begivenhed. Sontag fremhæver, at fotografier er forførende, fordi de forstås som naturlige udgaver af verden, præsenteret uden fortolkning. Men, argumenterer Sontag, fotografier er et eksempel på aggressivitet, på en invasion, der reducerer verden som helhed til en samling af billeder. I stedet for at tilbyde en fornemmelse af verden, så atomiserer fotografiet den. Faktisk, siger Sontag, så er fotografier et middel til at plyndre verden for substans. Paradokset er nemlig, at jo flere billeder, der cirkulerer, des mindre vides om verden, da verden kan virke fjern og flygtig netop fordi, billederne ikke kan gennemtrænges. Resultatet er, at billederne distancerer iagttageren fra virkeligheden, selvom virkeligheden tilsyneladende bringes tættere på seeren.
Også sygdom er et emne, Sontag har behandlet i adskillige værker. Såvel essayistisk i værkerne “Illness as Metaphor” fra 1977 (“Falske forestillinger om sygdomme – fremkaldt af forkert sprogbrug”, 1979) og i “AIDS and Its Metaphors” fra 1988 (“AIDS og dens metaforer”, 1989) samt skønlitterært i værket “The Way We Live” fra 1991. Sontag viser i disse værker, hvordan metaforer og myter, som omgærder bestemte sygdomme, forstærker patienternes lidelser og ligefrem kan forhindre dem i at søge ordentlig hjælp. Hun afmystificerer de falske ideer og fantasier, der eksisterer i forhold til kræft og aids ved at fremhæve, at de hverken er en dom, en straf eller noget at være flov over og viser i stedet for sygdommene som det, de er: sygdomme.
I “Regarding the Pain of Others” fra 2003 (“At betragte andres lidelse”, 2003) tager Sontag fat, hvor hun slap i “On Photography”. Ved at gennemgå en lang række repræsentationer i billeder og fotografier af andres smerte, genopfrisker hun argumenter omkring, hvordan fotografier kan danne baggrund for meningsforskelle, afføde vold eller skabe apati. Værket er samtidig en analyse af, hvordan krig kan forstås og vurderes med nutidens briller, og på den vis er den et særdeles relevant indlæg i forhold til tidens krigsdiskurs.