Inspirationer og kulturelt fællesskab

Hvis man gerne vil vide, hvilke forfattere og kulturpersoner, Susan Sontag er inspireret af, er det en god ide at læse hendes værk “Under the Sign of Saturn” fra 1980. Her portrætterer hun en række intellektuelle personligheder, som har influeret hende, blandt andet den amerikanske forfatter, essayist og socialkritiker Paul Goodman. Den tyske filosof og litteraturkritiker Walter Benjamins optagethed af fotografiet har haft stor indflydelse på Sontags “On Photography”. Hun kalder selv Benjamin for “fotografiets mest originale og vigtige kritiker”. Den nobelprisvindende forfatter Elias Canetti har især haft indflydelse på Sontags tidlige romaner og essays. Hovedpersonen i Canettis roman “Auto-da-Fe” synes kun at forholde sig til sine tanker, til ‘verden inde i sit hoved’, ligesom også hovedkaraktererne gør det i Sontags to første romaner “The Benefactor” og “Death Kit”.

Af danske forfattere med samme intellektuelle klasse som Sontag, bør nævnes Suzanne Brøgger, som også – især i sine yngre dage – var en skarp systemkritiker. Brøgger siger selv om sine bøger, at de bevæger sig på et usikkert sted mellem fiktion og virkelighed, essay og roman, og det samme gør i høj grad Sontags værker.