Der hvor roser aldrig dør

Citat
”Jeg tog imod glasset, satte mig i en af stolene og drak en slurk, som jeg skyllede rundt i mundhulen, inden jeg sank den. Jeg var mere tør i munden end en muslim ved et menighedsrådsmøde.”
”Der hvor roser aldrig dør”, s. 46.

Alkohol og tomhed er, hvad Gunnar Staalesens privatdetektiv Varg Veum lever af, men i ”Der hvor roser aldri dør” fra 2012 (”Der hvor roser aldrig dør”, 2013) bliver han nødt til at vågne op for at løse mysteriet, om hvorfor den treårige Mette forsvandt for knap 25 år siden.

Krimien kredser om andelsboligforeningen Solstølen i Sverige. Et idealistisk 70’er-projekt med fem boliger om en central gård og tilhørende festsal. Her kender man hinanden. Da en af de gamle naboer bliver skudt ned under et røveri i en smykkeforretning, og der oven i købet er kort tid til forældelsesfristen på 25 år for Mette-sagen, vælger moderen Maja at engagere Veum til at gøre et sidste opklaringsforsøg, inden alle spor forsvinder. Veum rusker på sin sikre facon andelsboligforeningen og alle implicerede fra hinanden og opdager blandt andet ”nytårslegene”, som var partnerbytte, der fandt sted nytårsaften før Mettes forsvinden i september 1977. Han får råd af den pensionerede kriminalinspektør Dankert Muus og modarbejdes af Jens Lyn og Thor, som er unådige forbrydere, der er hyret af smykkeforretningens lyssky ejer Schmidt.

29882606

Mette blev desperat taget af en bekendt til andelsboligforeningen, Jesper Janevik, så hans søster kunne få erstattet sit afdøde barn. Mysteriet holdes intakt og sprødt hele romanen igennem.

Genremæssigt holder ”Der hvor roser aldrig dør” sig tæt op af den socialrealistiske hårdkogte krimi med vægt på en nærgående gengivelse af samfund, mennesker, miljø, moral og den enkeltes begær. Romanen bruger Veum og Mette-sagen som en indgangsbillet ind i det private. Dermed blotlægges magt og lyst i andelsboligforeningen, i familierne, mellem venner og ægtefæller, hos børnene, hos forbryderne og på arbejdspladsen. Tematisk står ”valget”, som faktor for skyldfølelse, fortrydelse og manglende lykke, stærkt i romanen og giver den psykologiske dybde.

Romanens 46 små kapitler er mestendels skrevet i førsteperson med Veum som fortæller. Stedvis lader Staalesen teksten flyde over i en alvidende tredjeperson-fortæller, så faktuelle omstændigheder kan blive hurtigt og præcist serveret for læseren. Der er mange karakterer tilstede og alle interviewes af Veum, hvilket giver megen dialog og mange navne.