Beckomberga er et psykiatrisk hospital lidt uden for Stockholm. Det stod færdigt i 1935, og op igennem århundredet var det et af Europas største hospitaler for psykiske sygdomme. Beckomberga er også omdrejningspunktet for Sara Stridsbergs fjerde roman af samme navn fra 2014. ”Sommetider har jeg tænkt, at Beckombergas tid faldt sammen med velfærdsstatens tid, 1932-1995.” (s. 410-411) filosoferer pigen Jackie, hvis far Jimmy Darling er patient på hospitalet i 1980’erne.
Med tanke på psykiatriens historie i det 20. århundrede kunne man tro, at romanen var en kritik af velfærdsstatens mørke sider, men typisk for Stridsbergs forfatterskab er hendes ærinde i stedet at give fortællingen tilbage til de personer, der ikke fik en stemme i historiebøgerne: ”Jeg ville skrive en slags appendiks til sindssygehospitalets historie. Selvfølgelig findes der en mørk fortælling om overgreb, men det handlede også om en utopi. En vision. Da Beckomberga blev bygget, var mange syge gemt bort, så det gjaldt om at hive dem frem i lyset og give dem en tilværelse. Hospitalet var både et hjem og et fængsel.” (Lise Garsdal: ”Hun holder med vanviddet”. Politiken, 2014-10-01).
51306708
Vi ser hospitalet og dets patienter igennem teenagepigen Jackies øjne, og her står hendes suicidale far, hans depressive kæreste Sabina, den excentriske læge Edvard og Paul som Jackie forelsker sig i, med deres egen ret og værdighed.
”Beckomberga” (”Beckomberga”, 2014) har undertitlen ”Ode til min familie”, og eftersom Stridsbergs egen far har været patient på Beckomberga, har der været en del spekulation omkring, hvor meget af romanen der var selvbiografi. Skal man tro forfatteren, er det dog ikke meget, der handler direkte om hende selv. Romanen handler alligevel om en personlig erfaring med at leve med en psykisk syg person tæt inde på livet og at leve med frygten for at sygdommen er gået i arv til en selv: ”Bogen handler om skrækken for selv at falde, når man lever tæt på nogen, der falder. Jeg er meget bange for det, så bogen var også en måde at håndtere min egen skræk på.” (Lise Garsdal: ”Hun holder med vanviddet”. Politiken, 2014-10-01).