Den stærkeste

Det lille, komprimerede salonstykke “Den starkare” fra 1888-89 (“Den stærkeste”, 1966) er en ren version af hjernernes kamp. Det foregår en juleaftensdag i Stockholm. To skuespillerinder mødes tilfældigt på en cafe. I stykket er de anført som de ubekendte i en ligning, fru X og frøken Y. På regibemærkningerne er det klart, at de befinder sig på hver sin side af det skel, som den voksende bevidsthed om kvinders rettigheder trak igennem tiden. Fru X kommer ind belæsset med gaver. Frøken Y sidder alene med en øl og læser en avis. Fru X signalerer med sine pakker og en øjeblikkelig knevren tradition og familie. Frøken Y med sin øl og avis udsyn og selvstændighed. Skellet mellem den frigjorte og den bundne forlænger sig ind i dialogen:

“FRU X: Jamen, kæreste Amelie! Sidder du her alene juleaften – som en stakkels pebersvend!

(FRK Y kigger op fra avisen, nikker til hende og fortsætter med at læse)

FRU X: Nej du, det gør mig rigtigt ondt at se dig alene på en café – alene på selve juleaften. Det gør ondt, næsten som da jeg i Paris så et bryllupsselskab på en restaurant, og bruden sad og læste i et vittighedsblad, mens brudgommen spillede billard med forloverne. Uf, tænkte jeg, med sådan en optakt, hvordan skal det så gå – og hvordan skal det ende! Han spiller billard på sin bryllupsaften! Og hun læser i et blad, hvad gi'r du mig.

(Servetrice ind. Sætter en kop chocolade foran FRU X og går ud igen)

FRU X: Ved du hvad, Amelie. Nu tror jeg du havde gjort bedre i at beholde ham. Kan du huske, jeg var den første, der sagde til dig: Tilgiv ham. Husker du det? – Du kunne have været gift nu og haft et hjem. Husker du den første jul, hvor lykkelig du var ude hos din kærestes forældre på landet – hvor du lovsang hjemmest lykke og ønskede dig langt bort fra teatret. – Ja, kære Amelie, hjemmet er det bedte – næst efter teatret – og børnene naturligvis. Ja, det kan du jo ikke forstå.” (“Den stærkeste”, side 7)

Fru X viser sine gaver frem. Hun himler op om ægteskabets lykke. Hun ynker Y for sit liv uden familie og ægtemand. Hun er den, som har alt, hvad der er almindeligt efterstræbt, men hun er også den, som forklarer sig, som igennem sin tale viser usikkerhed og forråder den herlighed, hun beskriver. Hun taler ud fra en tunnelvision. Set fra læserenden bliver det til en kikkertinspektion, som forstærkes af frøken Ys tavshed. Hun er det, som teaterteknisk kaldes en stumrolle. Hun har ingen replikker, men fungerer som et tavst modspil til fru X.

En forhistorie om afhængighed, mindreværd, konkurrence og jalousi de to kvinder imellem viser sig i brudstykker, og som læser har man lov til at mene, at af ligningens to ubekendte står frøken Y som Den stærkeste, vinder af kampen på hjerner, og fru X som den svage, men måske har Strindberg ment det modsatte, at den reelle vinder er fru X, fordi hun har underkastet sig manden, sådan ser hun det i hvert fald selv:

“Fru X: “Og hvorfor bliver du ved med at tie! Tie, tie! Jeg troede det var styrke, men det var måske bare det, at du ikke havde noget at sige, ikke havde noget at tænke.

(Rejser sig og samler tøflerne op).

Nu går jeg hjem. Og tager tulipanerne med mig. Dine tulipaner! Du kunne ikke bøje dig – derfor knækkede du – som et vissent strå. Men det gjorde jeg ikke. Tak Amelie, for alt det gode, du har lært mig, tak fordi du lærte min mand at elske! Nu går jeg hjem og elsker ham.” (“Den stærkeste", side 11.)