Meget kritik af mangagenren retter sig imod, at historierne står i stampe, er ukomplekse eller har en for enkel og uniform tegnestil. Anmelderen Thomas S. argumenterer eksempelvis imod, at shonenmanga er en hæsblæsende omgang fyldt med action og fartstriber: “Fartstriber er der nok, men de er der ofte for at dække over manglen på reel udvikling i plottet. Shonen-serier som Yu-Gi-Oh! kan have de samme fjender stående over for hinanden i det samme setup i 10 episoder eller måske 200 sider i træk. På den plads ville de fleste amerikanske eller europæiske serieskabere have nået at afvikle en 4-5 historier komplet med intriger, spændingskurver og personudvikling – japanerne lader bare to fjender stå og prøve kræfter af.” (Thomas S.: “Yu-Gi-Oh!: Bind 22 og 23”. Anmeldelse på hjemmesiden seriejournalen.dk).
Omvendt kan man, som mangaredaktøren Johnnie McCoy fra forlaget Carlsen, argumentere for, at mangaen på grund af sit store omfang og omfattende persongalleri har mulighed for at udvikle sig i mange detaljer og i mange retninger. Ifølge ham er markedet for denne nye “graphic novel”-stil eksploderet inden for de sidste ti år. På grund af udviklingsperspektivet og længden minder manga om en lang roman fortalt gennem tegninger, en “graphic novel”, og det kan måske være med til at forklare dens status som altdominerende aktør på børnetegneseriemarkedet.
Sammenligner man “Yu-Gi-Oh!” og andre mangaer på det danske marked med fransk/belgiske tegneserier som “Tintin”, “Asterix” og “Lucky Luke”, udvikler personerne i manga sig undervejs, hvorimod klassiske figurer som Asterix eller Tintin er forholdsvis statiske. I en serie som “Dragon Ball” udvikler personerne sig gennem flere generationer, gifter sig, får børn, bliver gamle og dør. I “Yu-Gi-Oh!” er der mere tale om en udvikling af karaktererne. Yugi forvandles mere og mere til Yami, Jonouchi bliver bedre og bedre til at spille, fordi han lærer at erkende sine svagheder, og Yugi forsøger gennem hele serien at ændre ærkerivalen Seito Kaiba i en mere venlig retning.