Ligesom krigen er døden et uhyre udbredt motiv i Tardis produktion. Den voldsomme og brutale død er et fænomen, der går igen ustandselig i værkerne, og som faktisk er så udbredt, at over halvdelen af de mest betydningsfulde personer i Tardis persongalleri omkommer i løbet af fortællingerne.
Med en sådan forkærlighed for skildringer af vold og død kan det ikke undre, at Tardi har en speciel svaghed for krimimanuskripter i den hårdkogte genre. Krimi-fortællingen Skadedyrsbekæmperen fra 1984 hører til blandt Tardis bedste værker. Historien er en allegori, hvor hovedpersonens erhverv gradvis lades med symbolværdi. Han er nemlig kakerlakudrydder - en beskæftigelse, der er lige så nødvendig, som den er udsigtsløs på grund af modstandernes overlevelsesevne og talmæssige overlegenhed. Tardi har underbygget fortællingens udsagn grafisk gennem anvendelsen af en enkelt farve, rød, i den ellers sort-hvide historie. Hovedpersonens røde uniform får ham til at stå frem som et neonskilt i en mørk nat, hvorved læsernes fornemmelse af hans udsatte position forstærkes voldsomt. Også i forbindelse med slutscenens altdominerende røde flader bruger Tardi farvelægningen pointerende, som symbol på de strømme af blod, der er flydt i løbet af fortællingen.