Starten

Flere af Tardis tidligere værker udmærker sig især i kraft af billedsiden, bl.a. Isens Dæmon, der er en pastiche over Jules Vernes fortællinger. De mekaniske vidundere, de gale videnskabsmænd og hele udformningen af intrigen viser hen til Verne, ligesom også tegnestilen er en fremragende efterligning af stilen i de oprindelige illustrationer til Vernes bøger. Isens Dæmon kan udmærket læses for historiens skyld, men er primært en stilistisk tour-de-force.

Også i forbindelse med den tidlige Farvel Brindavoine er der snarere grund til at fremhæve billedsiden end selve fortællingen. Det er Tardis første lange historie med eget manuskript, og det mærkes tydeligt. Intrigen er en ret tyndbenet historie om en ung mands jagt efter magt og rigdom, samt om magtens vilkår og omkostninger. Albummets væsentligste værdi finder man i den allerede temmelig personlige tegnestil, selv om Tardis billeder på dette tidspunkt endnu bærer præg af hans fascination af de italienske tegnere. (Hugo Pratt m.fl.)