Antihelten

I det 5. Adele-album Salamanderens hemmelighed har titelpersonen midlertidigt overladt hovedrollen til Brindavoine fra Farvel Brindavoine. Dennes formålsløse driven omkring fra den ene bar til den anden minder dog ikke meget om den optræden, man normalt forventer af en hovedperson. Brindavoine er antihelten, der lader sig styre så kraftigt af begivenhederne, at fortællingens episke struktur hele tiden er lige ved at bryde sammen.

28438109

I det 6. album befinder Brindavoine sig stadig i periferien af begivenhederne, og det er smukt i overensstemmelse med hans tragikomiske rolle i historien, at han afslutter den udklædt som hvid klovn. Klovnerollen er imidlertid samtidig led i den cirkusmetafor, der går som en rød tråd gennem hele albummet, og som gør denne Adele-historie til et langt mere helstøbt værk end den foregående løst strukturerede historie. Det 6. album vrimler med cirkuselementer, som til slut opsummeres i en enkel og slagkraftig form. ´Verden er et cirkus, og vi er klovnerne i det,´ lyder fortællingens morale.