Tardi har ikke bare beskæftiget sig med de ydre dæmoner som videnskaben, magten og pengene. I de to sort-hvide historier Historien om den ukendte soldat og Hovedafbryderen, der i Danmark er samlet i ét album, er det nogle helt andre, indre dæmoner, Tardi beskriver. Disse fortællinger er samtidig to af de serier, Tardi selv har erklæret sig mest tilfreds med, bl.a. på grund af deres meget udtryksfulde brug af sorte og hvide flader.
Den førstnævnte historie indeholder en lang række mareridtsagtige scenerier, der som det senere viser sig, i virkeligheden er en såret soldats feberfantasier. Soldaten, der også er forfatter, befinder sig under hele forløbet i en skyttegrav med en kugle i hovedet. Rædslerne er for størstedelens vedkommende projiceringer af forfatterens egne bloddryppende bøger. Det er logisk inden for historiens rammer, at det netop bliver voldsorgieproducenten, der kommer til at hvile i den ukendte soldats grav som symbol på krigens gru.
Den anden af historierne skildrer en soldat, der netop er vendt hjem fra 1. Verdenskrig. Også denne historie er meget blodig og viser bl.a. soldatens henrettelse i en udpenslet slutscene. For at forstå historien må man opfatte begivenhederne symbolsk, dvs. tolke den vanskabte dværg og den kyniske olding som billedlige fremstillinger af soldatens forkrøblede følelsesliv og hans alt for tidligt ældede sind, der kun har overlevet krigens rædsler ved at forhærde sig. I denne læsning af historien er soldaten uden tvivl skyldig: han er morderen, og den myrdede er den sidste rest af hans følelsesliv. Men samtidig ligger det klart, at hans afstumpethed skyldes dét, han har oplevet under krigen, som derved bliver den egentlig skyldige.