I Mette Thomsens anden roman Plastic (1995) er det atter kvinderollen og identitetskonflikten - at komme overens med sig selv og samtidig orientere sig i nutidens forvirrende mangfoldighed - der behandles ironisk og med et sprogligt overskud.
21567612
Plastic er historien om den københavnske bistandsklient Mona Hansen, der langsomt men sikkert går psykisk i hundene som følge af sin drøm om et perfekt liv, hvor man skal se ud som en læbestiftreklame på tv, og hvor kroppen med alle dens lugte, lyde og lyster helst skal holde sig langt væk. Mona vil, hvor grotesk det end kan lyde, "kun foretage sig visuelt velfungerende ting, som for eksempel at lave varm cacao til børnene i et stort, rustikt køkken" (Plastic, side 16).
Det moderne menneskes personlighedsforvrængninger og mangel på kærlighed er i Mette Thomsens version ikke til at tage fejl af.
Indimellem spiser hun en slankepille, bare for at spise noget, og skyller den ned med sirupsvand. Hun kigger langt efter det billede af sig selv med barnevognen og en mand langs søerne og også alle de andre billeder, de er nærmest lidt uhåndgribelige i dag, og det gør hende mismodig. Hun burde foretage sig noget fornuftigt, gøre rent for eksempel, hvis der skulle komme nogen forbi. Men der kommer aldrig nogen forbi. Hov, selvfølgelig gør der det. Alle hendes venner, hendes vennekreds, og de er alle så glade, de kommer uanmeldt. (Plastic, side 19).
Med spiddende satire sætter Mette Thomsen i Plastic fokus på det bizarre og reklameskabte billede af kvinders ydre, som nutidens kvinder vokser op med og mere eller mindre bevidst forsøger at leve op til. Mona Hansen ønsker at leve et - med romanens ord - ´punktliv´, og i sit forsøg på at realisere det og dermed fjerne kløften mellem sine glitrende reklamedrømme og den skinbarlige virkeligheds tvivl, usikkerhed og angst, køber hun sig til navnet Mona Popcorn og får foretaget en række plastiske operationer der skal forvandle hendes krop til et billede af den perfekte krop.
Mona er i det hele taget voldsomt optaget af billeder og kan ikke skelne sine egne drømme og forestillinger fra de stereotype billeder af barbie-kvinder med dådyrøje, Gucci-tasker og altopsugende hygiejnebind som reklamebureauer og filmindustrien oversvømmer den moderne forbruger med. Mona er perfektionist og tænker konstant på hvordan hun tager sig ud.
Når hun færdes rundt i byen agerer hun som om hun konstant er på og hvert eneste minut rummer potentialet for at opnå verdensberømmelse og den perfekte mand slår ind i hendes liv, og mod romanens slutning skal hun da også giftes med Magnus Nemo som hun har mødt i byen efter at kirurgens kniv har forvandlet hende til en plastic-babe med siliconesmil.
Mona vil for enhver pris være synlig, men hun glemmer at tage højde for virkeligheden som den materialiserer sig i form af naboen, Vera, som gang på gang overrumpler hende følelsesmæssigt og til sidst i en sådan grad at Mona ser sig nødsaget til at slå hende ihjel. Efter mordet på Vera kommer Mona i fængsel, og da hun kommer ud igen, lever hun som lalleglad subsistensløs med kirsebærvin og plastikposer i den indre by.
Mens Emma Smith i Af en superhelts bekendelser tog magten og udviklede sig til heltinde for at ændre verden og dermed forløse sig selv, lader forfatteren med Plastic kvinden tage magten over sig selv i en selvdestruktiv forstand. Mona ender som en tragikomisk figur; en pludrende baby "fuld af munterhed og undren", og som forfatteren ironisk bemærker: "der er ingen tvivl om, at Mona er i Lykkeland." (Plastic, side 126).