“Et venskap” fra 1997 (“Et venskab”, 2005) er andet bind i Tønseths romantrilogi. Hilmar er atter i Norge efter at have tilbragt fire år i landflygtighed i de svenske skove under de tyske troppers besættelse af Norge under 2. verdenskrig. Nu raser den kolde krig, og politiske udrensninger hører til dagens orden. Hilmar er fortsat medlem af det norske kommunistparti, men hans tvivl på partiet og på sagen tiltager. Den allestedsnærværende mistænkeliggørelse rammer også romanens hovedperson. Hilmar indkaldes til en kammeratlig samtale og beskyldes for at have tilranet sig 45 øre fra partiets kasse – og som en anden forræder bliver han ekskluderet af partiet. De få faste holdepunkter i den kaotiske tid er møderne med partikammeraten Oscar og Hilmars politiske diskussioner med sin svoger. På trods af de dystre undertoner fra koldkrigsperioden er det humoristiske fortsat i højsædet i romanen. Hør blot hvordan Hilmar forlader sin søsters hjem efter en ophedet politisk diskussion: “Jeg indså, at det var på tide at forlade arenaen. Frikadellerne havde jeg ikke fået smagt. Jeg sendte dem et længselsfuldt blik, da jeg gik ud ad døren, et blik der må have lignet det blik, Orfeus sendte Eurydike, da hun gled af hans hænder. Jeg kunne sige farvel og godnat til disse frikadeller.” (s. 62). Et andet eksempel på den humoristiske tone ses i et af bogens gennemgående billeder. Hilmar bliver af sin ven Oscar belært om, hvilket svigt det er mod kommunismens ufejlbarlighed, at rulletrapper og gelændere ikke følges ad i undergrundsbanen i Moskva. “Det var en historikerven af mig, som fortalte om Moskvas gamle rulletrapper, forklarer Tønseth og trækker på smilebåndet. – Han fortalte det uden bagtanker. Jeg havde ikke stødt på det før.(…) Jeg kan godt lide metaforen”. (Jan E. Hansen: “Godt skjult humorist”. Aftenposten 1997-08-09).
25996674
Romanen handler blandt andet om et forsigtigt venskab mellem de to skæve eksistenser Hilmar og partikammeraten Oscar, som er en desperat, men også passioneret, drømmer, der i malende sætninger forklarer kommunismen med billeder fra den græske mytologi. Den strålende idé – kommunismen – er blandt andet som den skønne Helena for Oscar. Denne tendens til at referere til klassiske værker ser man også hos Hilmar, og det er let at se den fanatiske drømmer som en side af Hilmar selv. På denne måde fremhæves en af de centrale tematikker i romanen – den indre splittelse og indre diskussion om de ideologiske ideer. Romanen fremtræder samtidig som et tidsdokument fra efterkrigstiden i sin skildring af de politiske udrensninger og den mistænkeliggørelse, der florerede, da den kolde krig var på sit højeste.