Humoren som motor og strategi

Dimitri Verhulst vælger nogle tunge emner og skriver om dem så legende let og humoristisk, at man i momenter glemmer tragedien bag. Romanerne er bygget op af snapshotagtige scener, der portrætterer nogle mennesker i et givent miljø. Der er således ikke en decideret fremadskridende handling, men mere et fletværk af billeder og situationer, således at man som læser føler man selv har været der – på asylcenteret eller på Verhulst-familiens stambodega. De uforfærdede, næsten surrealistiske beskrivelser giver en stærk billeddannelse og derfor også en følelsesmæssig indlevelse – som da den bomberamte dreng får et blåt glasøje, selvom hans andet er brunt.

Som med mange andre forfattere og filmmagere kan man hos Dimitri Verhulst overveje det etiske rigtige i at gøre dødalvorlige emner til beskrivelser, der får læseren til at klukle. Men lødigheden består i, at der ikke bliver gjort grin med nogen. Det er fortællingernes åbenbare absurditet og meningsløshed, der gør det komisk. Ligesom en stand-up komiker kan nærme sig nogle tabuer ved at overdrive og få os til at grine af det “forfærdelige”. Humoren bliver således adgangsbillet til et univers, der i andre sammenhænge nemt kunne være uudholdeligt at læse om.