Knud, den store

Citat
”Det er ikke bare isvinteren, der skruer sig sammen om ham og får ham til at ligge og klapre under dynen [...] de første måneder i Løkken. Også ensomheden og dens følge af selvopgivende og melankolske tjenere tvinger ham ned i sammenkrøbet fosterstilling.”
”Knud, den store”, s. 212.

Romanen ”Knud, den store” fra 2013 er et portræt af Hanne-Vibeke Holsts forfatterfar Knud Holst. Han kommer til verden den 15. april 1936 i Østvendsyssel som barn af et fattigt fodermesterpar, og hurtigt bliver han konfronteret med livets alvor. En lillebror dør af lungebetændelse, og siden kommer 2. Verdenskrig – begivenheder som sætter sig dybe spor i den følsomme dreng Knud, som tidligt ved, at han skal være forfatter.

Opvæksten bliver præget af en følelse af at være udenfor. Han kan ikke leve op til farens krav om fysisk styrke, og da han kommer i gymnasiet, føler han sig også anderledes, for på trods af sine evner, bliver han aldrig som de andre, der kommer fra langt bedre kår. Knud balancerer på en knivsæg af delvis storhedsvanvid og stolt overbevisning om egne evner og delvis selvudslettende nedvurdering af sit eget værd. Han føler sig forkert og udenfor, og ikke mindst kommer denne følelse til fuldt flor, da han som debuterende forfatter bliver inviteret til middag hos Klaus Rifbjerg.

50789748

Romanen giver en kronologisk gennemgang af Knuds liv. Fortælleren er alvidende, men beskriver hovedsageligt verden set fra Knuds synsvinkel. Hvert af romanens seks hovedafsnit indledes med et digt af Knud Holst, og i det hele taget ligger der meget personligt materiale og research forud for romanen: interview med Knuds familie, venner og bekendte, hans efterladte skriverier, digte, breve, gamle avisinterviews og anmeldelser samt arkivmateriale. På den måde får man fornemmelsen af at få et meget reelt billede af Knuds liv, men samtidig er det en skønlitterær roman fuld af formfuldendte billeder og sprælsk iscenesættende fabuleren.

”Knud, den store”, er en roman om at være mønsterbryder – med alt, hvad det indebærer af mod, ihærdighed, tvivl, og – i dette tilfælde også – forfald. Det er samtidig en roman om det modernistiske parnas i 60'erne, hvor mændene styrede og redigerede de litterære tidsskrifter, og kvinderne hvinende lod sig imponere og forføre på dansegulvet. Tidsbilledet står ligeledes stærkt, når der henvises til sædernes forfald og den økonomiske krise i 70'erne, som begge dele kommer til at symbolisere det, der bliver Knuds fald: konen forlader ham sammen med deres tre døtre, da hans selvmedicinerende druk tager overhånd, og herefter truer den økonomiske (og sociale) fallit for alvor.