”Indigo” er titlen på Vita Andersens sjette roman, der udkom i 2017. Selvom der står roman på titelbladet, er indholdet primært selvbiografisk. Romanens jeg-fortæller hedder Vita, og hun tager læseren med tilbage til barndommen – en gruopvækkende og hjerteskærende tid.
I begyndelsen af romanen forsøger den voksne forfatter at få et overblik over barndommen. Forfatter-jeg’et får aktindsigt i gamle journaler og forsøger at finde ud af, hvornår hun var på hvilke børnehjem, men langsomt overtager barnets fortællespor, og tids- og stedskronologien ophæves. Det samme gør det autoritative forfatter-jeg.
53567746
Fra barnets synsvinkel gengives fragmenterede erindringsbilleder fra forskellige børnehjem, ophold hos mere eller mindre fremmede mennesker og episoder fra Vitas hjem. Det er barske episoder, der igen og igen vidner om svigt, skam, tærsk, fattigdom og mangel på kærlighed. Men der er også håb midt i al elendigheden. Barnet Vita elsker sin onkel og sin rige tante. Hun elsker napoleonshatte, spinat og spejlæg, fint tøj og bøger, og det er netop forfatterens evne til at gengive barnets sælsomme logik, der er romanens styrke. Som læser ser vi verden med barnets øjne. Vi mærker klaustrofobien, uoverskueligheden, angsten og ubehaget ved at være i de voksnes vold.
Således fremstår romanen scenisk uden en fast tidskronologi, og teksten styres af stemninger og sansninger. Trods inderligheden i fortællingen er romanens tone nøgtern og konstaterende. Andersen skriver korte, direkte og beskrivende sætninger, og det overlades til læseren at konkludere og skabe mening i hændelserne.
”Indigo” er en barsk, men usentimental fortælling om en forfærdelig opvækst fortalt fragmenteret, usminket og hjerteskærende.