Harald Voetmann

Harald Voetmann har taget springet fra outsider med skrivekløe til kunstnerisk anerkendt forfatter. Han debuterede i 2000 efter endt forfatterskoleuddannelse med kortprosasamlingen ”Kapricer”. Han har siden lagt afstand til debuten og betegnet arbejdet med den som ”lidt rundtosset, jeg tror, jeg sparkede i blinde” i et interview på hjemmesiden www.ordtilallesider.dk i 2010. Siden udkom ”Autoharuspeksi” i 2002, og endelig kom det kunstneriske gennembrud med den anmelderroste novellesamling ”Teutoburger” i 2005.

I 2010 udgav Voetmann sin første roman, den historiske roman ”Vågen” om den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre. Endnu engang var anmelderne begejstrede, og romanen er blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og nomineret til Montanas litteraturpris.

Harald Voetmann har sideløbende med sin forfattergerning taget grunduddannelsen i latin på Københavns Universitet. Interessen for den antikke verdens fremmedartede tankesæt er en inspiration for Voetmann i hans virke, hvor han spiller på sammenstødet mellem nutiden og antikkens måde at anskue verden. Han har siden uddannelsen oversat et par antikke værker fra latin til dansk: Petronius' satiriske værk ”Satyricon” og et lille udvalg fra 7. og 8. bog af Plinius den Ældres naturhistorie, som også har tjent som oplæg til Voetmanns første roman ”Vågen”.

Harald Voetmann debuterede som 22-årig i år 2000 med tekstsamlingen ”Kapricer”. Teksterne er korte og synes skødesløst sammensat, hvilket titlen også antyder: Kaprice betyder 'lunefuldt indfald'. Bogen er umiddelbart en samling af tilfældigheder, som nærmest er kommet til verden for sjov. Samtidig er kapricer titlen på en serie af raderinger fra omkring år 1800 af den spanske maler Francisco Goya, i hvilken han laver en eksperimenterende kritik af et spansk samfund præget af irrationel overtro og kirkelig magt.

23083248

Den religiøse lære og lærerens autoritet får da også straks én over nakken i novellen ”Konformationsforberedelse” (”Kapricer”s tredje tekst), men alligevel er de mange fragmenterede tekster et gakket sammenrend af minder, fantasier, absurde scener og metarefleksioner over arbejdet med den store (fiktive) roman om Katharina den Store.

Allerede i ”Kapricer”s navnløse første korte tekst kommer et af Voetmanns varemærker til syne. Mens vi alle har travlt med at vaske og parfumere kroppens uddunstninger og lugte, lader Harald Voetmann kroppens væsker stå som mindesmærke: ”Der var en ring af orange fedt inderst, i den mørke midte af den svedplamage på sengen, der var din, som om dit hjerte havde udskilt det den morgen.” Her står svedpletten som et mindesmærke over et for læseren ukendt ”dig”, som ikke er der længere. Om det er en forsvundet elsker, et afdødt familiemedlem eller noget helt tredje står åbent, men pletten står som et monument, ”der selv med min tyndeste kinesiske pensel var umulige at optegne præcist.” I åbningsteksten afvises altså kunstnerens mulighed for perfekt at fastlåse mindet, som det faktisk var. Her går Voetmann ind i en antik diskussion om begrebet mimesis: Platon anså kunsten som efterligning af virkeligheden, der ikke helt kunne stå mål med den ægte vare (eller filosofien). Aristoteles derimod havde større tiltro til kunstens evner, men Harald Voetmann synes altså i ”Kapricer” at stå på Platons side.

Harald Voetmanns anden udgivelse ”Autoharuspeksi” (2002) minder umiddelbart en del om debuten ”Kapricer”. De er begge samlinger af korte tekster på i alt knap 100 sider. Men mens ”Kapricer” stritter i flere forskellige retninger, har ”Autoharuspeksi” et mere samlet fokus: En undersøgelse af selvet. Denne undersøgelse foregår dog ikke i et samlet forløb, men i korte, fragmenterede tekster, hvor kroppens indre, eller rettere den afføring og sæd, der kommer ud af den, fylder en overvejende del.

En haruspeks var i antikken en form for præst, som fortolkede varsler ved at læse og tolke på dyreindvolde, hvis tegn altså blev tillagt en form for profetisk betydning. Haruspeksen blev ofte brugt af romerne til at tyde fremtiden og blev brugt af vigtige personer som en form for religiøse rådgivere. I titlen tilføjer Harald Voetmann et 'auto-', hvilket betyder 'selv', ligesom en selvbiografi også kan kaldes autobiografi. Altså viser titlen, at ”Autoharuspeksi” er en indre undersøgelse, og at det handler om at tolke sig selv gennem en undersøgelse af ens eget indre.

24326039

I samlingens sidste essayistiske tekst ”Skitse til en autoharuspeksiens kulturhistorie” skriver Voetmann, at autoharuspeksen, selvlæseren, skærer sig selv op for at undersøge sit indre. Problemet med denne makabre praksis er imidlertid, at autoharuspeksen ikke vil være i stand til at producere andet end ”grynt, kvæk og rallen”, som så fortolkes af de tilstedeværende, og ”hver enkelt fortolker hælder snart til det ene og snart til det andet alfabet eller overordnede fortolkningssystem, afhængigt af hvilken lobby han repræsenterer” (s. 93).

På den måde er Autoharuspeksien et forsøg på at fortolke eller forklare sig selv. Men omverdenen tolker selvlæserens udsagn i øst og vest. Dermed er Harald Voetmanns egen autoharuspeksi et umuligt projekt. Verden kan ikke forstå den, eller også har Voetmann i ”Autoharuspeksi” ikke lært at ralle forståeligt endnu (se evt. afsnittet om ”Kapricer” for mere om samme diskussion).

”Teutoburger” fra 2005 blev Harald Voetmanns kunstneriske gennembrud.

Gennemgående for bogens varierede tekster er den ubehjælpsomme mandlige figur, som ikke er i stand til at tage vare på noget som helst. Det kan man f.eks. se i teksten ”Mennesketyper eller Karaktéres”, som gennemgår en række mennesketyper, som alle benævnes med negativt ladede titler som ”Den Morbide”, ”Den Fade”, ”Den Forkælede” etc. 

”Teutoburger” er stadig først og fremmest en blandet landhandel af korte tekster. Titelnovellen er 50 sider lang og omhandler en sær ensom type, som er bosat på en borg i den tyske kæmpeskov Teutoburger Wald. Her står livet på oppasning, angst og passivitet. Det lader til, at det eneste, denne sære snegl er i stand til, er at ligge i sit badekar samt at tilfredsstille sig selv seksuelt.

25631161

Manden i Teutoburger-novellen har vendt sig bort fra verden til et liv i passiv ensomhed. Ude blandt de andre mennesker findes kun utilstrækkelighed og blindt fokus på, hvad andre tænker om én. I ”Lad os blive vant til at dø” beskrives afslutningsvist en mærkelig karakter, som fodrer måger med lakrids for at tiltrække andres opmærksomhed. Lykkes det ikke, har han også en sær, spraglet hat at tage på for at få folk til at se på ham. Fortælleren beretter at, ”Alt dette gjorde han af forfængelighed; intet kunne gøre ham smuk” (s. 93). Mandens utilstrækkelighed fremprovokerer den absurde opførsel, for at ”at fremstå som et drømmesyn og derved at kunne påtage sig en hieroglyptisk værdighed.” Jagten for at få en smule anerkendelse og ”være nogen” gør folk desperate og driver dem til absurditeter. I samme tekst iagttager fortælleren netop et par måger, ”så sparsomt bestænket med den bevidsthed, vi andre har truckerbadet i” (s. 92). Mennesket er et dyr, som prøver at være noget mere, men prisen er selvhad og en følelse af utilstrækkelighed, som vi forsøger at kamuflere med (blandt andet) parfume.

Harald Voetmanns novellesamling ”En alt andet end proper tilstand” fra 2008 var hans første udgivelse på storforlaget Gyldendal, som han havde indgået aftale med efter den meget roste ”Teutoburger”. De 21 formelt meget varierede noveller kredser alle om et bestemt tema: Isolation og afstand mellem mennesker. Bogen indledes af to historier om den 55-årige Kühleborn, en grå funktionærtype, som hverken kan finde ud af at komme i kontakt med arbejderne på talgsmelteriet, hvor han arbejder, eller den fikse dame i busskuret. Derfor trækker han sig ind i sig selv og betragter i ly for vejret med fryd børnene, som får ødelagt deres fastelavn af silende regn.

27127622

Sådan er det også i den (tilsyneladende) selvbiografiske ”Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget (del 1)”, hvor en jeg-fortæller med samme navn som forfatteren ser tilbage på en ungdom, hvor han som den eneste kunne se sit eget potentiale i sit uvaskede ydre, som han er holdt op med at vaske efter moderens død. Sådan gennemgår novellen forskellige former for isolation: F.eks. gennemgås et forsøg, hvor man avler en minkhvalp i en rugekasse og erfarer, at den instinktivt piber af savn efter moderen på trods af, at hun ikke eksisterer.

I den pludrende tekst, hvor ”tricket må være ikke at huske alt for meget, alt for grundigt” (side 48), tematiseres også den tidslige afstand, man som tilbageskuende fortæller/forfatter må slå sig til tåls med: erindringens begrænsede evne til at gengive det skete korrekt.

Afslutningsvist udstilles fortællerens desperate ønske om kontakt i en fantasi om at blive udsat for bombeterror i metroen for på den måde at overskride grænsen mellem sig selv og de andre. I eksplosionens ødelæggelse vil de isolerede kroppe blive forenet, og alle vil, grimme som smukke, kunne forenes i blodig samhørighed.

”En alt andet end proper tilstand” er en refleksion over isolationen, hvor de ensomme figurer desperat søger kontakt til en sådan grad, at terrorbomben bliver et ønske.

Kühleborn lever et trist og lige lovligt tænksomt liv som kontorist på et københavnsk talgsmelteri. Da han har 55-års fødselsdag, tager han wienerbrød med til kollegerne i kogeriet, men han kan ikke finde ud af at komme i kontakt med dem og ender derfor med at tage kagerne med sig igen for til sidst at gøre dem til fuglefoder. Det er setuppet i Harald Voetmanns anden roman ”Kødet letter” fra 2012, som igen lader dunsten af kropsvæsker agere plettet bagtæppe for en fabuleren over menneskets kropslige samhørighed og isolation. I denne udgave mest det sidste.

29145970

Kühleborn er den hvidkravede kontormand, som ikke formår at finde samhørighed med arbejdspladsens arbejdere, som smelter fedt. Han kan heller ikke finde ud af at tage kontakt til den tiltrækkende kvinde, han venter på bussen sammen med. Han er en helt igennem ensom stakkel.

Som flere gange tidligere i forfatterskabet slås temaet om isolation an. Kühleborn stempler og skriver fakturaer, men han oplever ingen proper menneskelig kontakt, som f.eks. talgsmelterne, som så til gengæld vælter sig i dampende indvoldsfedt. Alt det ulækre er det, som bringer folk sammen. Kühleborn er for så vidt ren, men det er netop det, der er hans problem. Hans begejstring for kontorartikler er simpelthen ikke nok for ham.

I ”Kødet letter” støder vi også på mærkelig vis på en forfatter ved navn Harald Voetmann, der på grund af en dyb kunstnerisk identitetskrise må søge terapeutisk hjælp hos en lige lovlig smart psykolog, der dog ikke kan give ham svar på, hvorvidt han er en taber eller en skaber.

Som vi kender det fra den tidligere del af Harald Voetmanns forfatterskab, handler ”Kødet letter” om dyb ensomhed. Igen danner kropsvæsker en ækel ramme om fortællingen, i denne version i form af et industrielt fedtkogeri, hvor en bureaukrat som Kühleborn er dømt til et liv i stille isolation.  

For snart 500 år siden sad den danske astronom Tycho Brahe på øen Hven i Øresund og forsøgte at hitte rede på de mange legemer på himmelen. Det var et møjsommeligt og koldt nattearbejde, og vi med på en kigger via Brahes assistenters dagbogsnotater i Harald Voetmanns roman ”Alt under månen” fra 2014.

Mens ”Vågen” tog læserne med til antikkens Rom, er ”Alt under månen” en tur ind i den danske renæssances verdensbillede og sprog. Der citeres (som angivet i en note i bogens begyndelse) fra Meteorologiske Dagbog, som førtes af Tycho Brahes skiftende assistenter fra 1582-97. Det er i assistenternes beretning et ganske væmmeligt Hven, som bliver fremmalet. Der er evig tåge, og det er modbydeligt koldt på observatoriet Stjerneborg (et supplement til Uranienborg), hvor overdrevent alkoholindtag suppleres af udsplattet opkast og flyvende sæd.

51061179

Assistenternes dagbogsnotater afbrydes af Brahes egne fiktive breve til hans tvillingebror, som angiveligt døde under graviditeten. Tycho Brahe har alligevel et helt fortroligt forhold til broderen: ”Jeg kan tale med dig, som jeg ikke kan tale med nogen blandt vore levende søskende. Vi lå sammen i moders liv, og jeg tænker, at intet i mig kan være skjult for dig.” (s. 32). I sætningen anslås et hos Harald Voetmann velkendt tema om, at vi bliver forbundet af de væsker, som vi i dag har tabuiseret og gemmer væk i hygiejnens navn.

Som i sine øvrige romaner er mennesket og væsken et hovedtema. Overalt skvulper mennesket over med blod, snot og pis. Her drages en tematisk forbindelse til antikken og romanen ”Vågen” med ideen om kardinalvæskerne, som dominerede forståelsen af kroppen indtil 1800-tallet. De fire legemsvæsker blod, slim, gul galde og sort galde skulle holdes i balance, og skete det ikke, resulterede det i sygdom.

”Alt under månen” er en syret udgave af Voetmanns væsketema, som i denne udgave foregår på Tycho Brahes renæssance-Hven.

Othlo af St. Emmeram er benediktinermunk i 1000-tallets Sydtyskland. I Harald Voetmanns roman ”Syner og fristelser” (2015) dejser han indledningsvist om under et måltid på klostret, trækker dugen med sig og vælter vællingkarret, som fylder ”mine næsebor, oversvømmede mit svælg, forseglede øjne og ører” (s. 12). Her slås et velkendt Voetmann-tema an: Klæbrig masse afskærer et menneskes sansehuller og forhindrer kontakt med omverdenen. Han er syg og ude af stand til at kommunikere. Han forsøger at få en munkebror til at hente ham bær, men fjolset kommer med uspiselige slåenbær.

Othlo flyttes til klosterets sygesal, hvor han svæver ud og ind af bevidsthed.

51737725

I drømme føres han gennem dødsriget af en følgesvend, og dermed sender Voetmann en hilsen til Dantes guddommelige komedies førersvend Vergil. Her oplever Othlo himlens velsignelser og helvedes mange varianter af pinsler, som kulminerer i et gigantisk tapet af vævet tarm, som hænger over vævertorvet i Helvede. Her får vi altså i 2015 et bud på en katolsk forestillingsverden, endda flere hundrede år før Dante med ”Den guddommelige komedie” fuldender billedet af helvede, skærsild og himmel, for på den måde at føre middelalderen ind i renæssancen.

I de vågne perioder på sygelejet er Othlo i urimelig grad optaget af (andre munkes) jordiske pligter og mistænker især broder Gehrwas for at finde ”behag ved at udklemme sit møg i latrinhullet” (s. 23). Det kan høres på Gehrwas' slæbende gang, og mon ikke også han sender syndige sædklatter ned i lokummet?, ræsonnerer Othlo og spinder derefter historien om en trold, som skabte en dreng af munkes sæd og lort! I disse passager excellerer Harald Voetmann i en særlig sofistikeret form for pruttehumor.

I ”Syner og fristelser” dykker Harald Voetmann ned i middelalderens vildfarelser og forestillinger. Othlo er en hovmodig og gudfrygtig munk, der på sit sygeleje tager læseren med ind i sin religiøse verden og samtidig byder på umådelige mængder af højlydt fækal komik. 

Harald Voetmann dyrkede i begyndelsen af sit forfatterskab en kortprosaform, som var meget benyttet blandt yngre forfattere i tiden omkring år 2000. I kortprosaen føres læseren ind i et ordknapt og svært gennemskueligt litterært rum, som er åbent for mange forskellige tolkninger.
Siden er Voetmann gået over til romanformen og noveller af mere traditionel længde og udformning. I den historiske roman ”Vågen” mimer Voetmann også den antikke tragedie, hvor forskellige stemmer kommer på banen, og hvor Plinius den Yngres kommentarer til den ældre Plinius' passager nærmest tjener som et tragediedramas korstemme. Desuden er der noget, som minder om en prolog, noget man også kan finde i den gamle, græske tragedie.
Rent indholdsmæssigt står kampen mellem vores dyriske og civiliserede sider centralt hos Harald Voetmann. Denne konflikt er især tydelig i ”Vågen”, hvor Plinius den Ældre forsøger at tæmme og forstå en verden, som vælter i liderlighed og kropsvæsker. Alligevel synes pointen at være, at den barske natur altid vil være med, ligegyldigt hvor civiliserede vi tilsyneladende bliver. Det er netop vores dyriske sider, i ”Vågen” illustreret ved kropsvæsker og kropsåbninger, der bringer os sammen som mennesker. Kropsåbninger tjener som en art forbindelseskanaler mellem, hvad der ellers ville være afsondrede enkeltindivider.
Voetmann kredser også om isolationen, hvor hans grå, gammelkloge personer ikke kan komme igennem til en omverden samtidig med, at de føler en mild afsky for alle de simple hverdagsmennesker, de støder på. I ”Alt andet end en proper tilstand” er isolationen tyk for de kloge, men sky figurer. Desperationen trænger sig på hos de ensomme typer, der endda kan finde på at drømme om den fatale selvmordsbombe i metroen, så folk kan blive forenet i blod og kød. I ”Vågen” kommer svaret på denne afsondrethed med et udtalt fokus på kroppens åbninger, da mennesker netop forbindes, når de springer læk.

Harald Voetmann tilhører en generation af forfattere, som gik på Forfatterskolen i slutningen af halvfemserne og debuterede omkring årtusindskiftet. Blandt de mest fremtrædende blandt disse er Lars Frost, der ligesom Harald Voetmann (især i forfatterskabets begyndelse) har skabt en fabulerende prosa, hvis udgangspunkt og rum kan være svært at bestemme. Det samme gælder en anden af generationens repræsentanter, Rene Jean Jensen, der i sine tekster skaber en syret poetisk prosa, som også placerer sig uden for et for læseren veldefineret rum.

Denne generation stiller sig på skuldrene af den danske modernistiske tradition fra anden halvdel af det 20. århundrede. Harald Voetmanns værk er beslægtet med et forfatterskab som Preben Major Sørensens, hvis eksperimenterende kortprosaform har haft betydning for hele Voetmanns generation. Desuden har Major Sørensen ligesom Voetmann en forkærlighed for det groteske, og bornerte læsere kan godt blive forskrækkede over forfatternes fokus på de mindre yndige sider af det kropslige. Harald Voetmann dedikerer da også novellen ”Genriatricen” til Preben Major Sørensen i ”En alt andet end proper tilstand”.

Kropsligheden udvikler sig ind i mellem hos både Voetmann og Major Sørensen til decideret splatter, hvor figurerne svælger i blod og andre kropsudgydelser. Her spøger den kontroversielle franske forfatter Marquis de Sade, som i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet satte Frankrig på den anden ende med sine perverterede værker, som i samtiden (og stadig) blev anset for pornografiske, amoralske og i det hele taget uden for enhver pædagogisk rækkevidde. Det er Sade, der har lagt navn til begrebet ”sadisme”.

Men mens Marquis'en var en radikal frihedsfilosof, som satte frihedsbegreberne på spidsen, er Voetmanns indholdsmæssige projekt mere stilfærdigt: Han søger nærmere at undersøge menneskelig samhørighed, følelsesmæssig afsondrethed og menneskets mørke sider, nærmere end at skandalisere verden omkring sig.