Kühleborn lever et trist og lige lovligt tænksomt liv som kontorist på et københavnsk talgsmelteri. Da han har 55-års fødselsdag, tager han wienerbrød med til kollegerne i kogeriet, men han kan ikke finde ud af at komme i kontakt med dem og ender derfor med at tage kagerne med sig igen for til sidst at gøre dem til fuglefoder. Det er setuppet i Harald Voetmanns anden roman ”Kødet letter” fra 2012, som igen lader dunsten af kropsvæsker agere plettet bagtæppe for en fabuleren over menneskets kropslige samhørighed og isolation. I denne udgave mest det sidste.
29145970
Kühleborn er den hvidkravede kontormand, som ikke formår at finde samhørighed med arbejdspladsens arbejdere, som smelter fedt. Han kan heller ikke finde ud af at tage kontakt til den tiltrækkende kvinde, han venter på bussen sammen med. Han er en helt igennem ensom stakkel.
Som flere gange tidligere i forfatterskabet slås temaet om isolation an. Kühleborn stempler og skriver fakturaer, men han oplever ingen proper menneskelig kontakt, som f.eks. talgsmelterne, som så til gengæld vælter sig i dampende indvoldsfedt. Alt det ulækre er det, som bringer folk sammen. Kühleborn er for så vidt ren, men det er netop det, der er hans problem. Hans begejstring for kontorartikler er simpelthen ikke nok for ham.
I ”Kødet letter” støder vi også på mærkelig vis på en forfatter ved navn Harald Voetmann, der på grund af en dyb kunstnerisk identitetskrise må søge terapeutisk hjælp hos en lige lovlig smart psykolog, der dog ikke kan give ham svar på, hvorvidt han er en taber eller en skaber.
Som vi kender det fra den tidligere del af Harald Voetmanns forfatterskab, handler ”Kødet letter” om dyb ensomhed. Igen danner kropsvæsker en ækel ramme om fortællingen, i denne version i form af et industrielt fedtkogeri, hvor en bureaukrat som Kühleborn er dømt til et liv i stille isolation.