Lykkens søn og Karnas arv

Citat
”Han betragtede hende gennem tætte, lyse vipper, mens hun bevægede arme og fingre hen over strengene. Førte buen. Venstre hånds fingre var som små dyr, der løb hen over strengene for så pludseligt at lægge sig til ro og dirre.”
”Lykkens søn”, s. 91.

Trilogiens anden del, “Lykkens sønn” fra 1992 (”Lykkens søn”, 1993), og tredje del, ”Karnas arv” fra 1997 (”Karnas arv”, 1998) er fortællingen om Dinas søn, Benjamin. Med sine miljøskildringer bliver romanen et tidsbillede omkring en ung mand i 1850´erne med en indirekte henvisning til den tids dannelsesroman. Men ligesom i Wassmos foregående romaner er fokus primært på skildringen af det ødelagte og skyldbetyngede barn. Romanens titel må således forstås ironisk.

23097222

Benjamin er Dinas modsætning som det moderne menneske. Han er tvivleren med det splittede sind, for hvem Søren Kierkegaards skrifter får lige så stor betydning, som Biblen havde det for Dina.

Men han er samtidig sønnen, der forfølges af morens kærlighedssvigt, hendes voldsomme dominans og skæbnesvangre handlinger. Han får et problematisk forhold til sig selv og til kvinder – og placeres blandt andet i den klassiske konflikt mellem madonnaen og skøgen.

I romanen “Karnas arv” vender Benjamin tilbage til Nordnorge med sin nyfødte datter, Karna. Barnebarnets arv bliver indirekte at fremkalde og leve med de ting, som er sunket ned i fortielsens lag. Trilogiens sidste del behandler således den sociale og psykologiske arv. Men den skildrer samtidig de socialøkonomiske ændringer i en epoke op til et århundredskifte, der vendte op og ned på en gammel orden.