Rejser

Herbjørg Wassmo er mest kendt som forfatter til store episke romaner, men hendes forfatterskab omfatter også digtsamlinger, skuespil og novellesamlingen “Reiser” fra 1995 (“Rejser”, 1996). Samlingen kom som en overraskelse for mange trofaste Wassmo-læsere. Fra flere kritikeres side blev den betragtet som en mulig ny og interessant drejning i forfatterskabet. De fire tekster er bygget op omkring nutidssituationer men ud fra dette springer tænkte dialoger med personer fra hovedpersonernes fortid.

Tematisk hænger de fire noveller sammen med de foregående romaner. Der er også her tale om grundlæggende tabserfaringer hos hovedpersonerne, som efterlader dem i et tomrum. Men idet Wassmo benytter sig af novellegenren, sker der en fortætning og dermed en nedtoning af det begivenhedsrige handlingsforløb, som findes i hendes romaner.

En anden væsentlig forskel er, at Wassmo i sine noveller udelukkende benytter sig af en jeg-form. Figurerne i de to trilogier blev både set udefra og indefra. Wassmo etablerer derimod i novellerne en situation, hvor man som læser kun præsenteres for personernes egen selv- og verdensforståelse. Der er på denne måde tale om en mere minimalistisk prosa. Læseren får ikke alt af betydning at vide fra en alvidende fortæller, og Wassmo benytter sig også i mindre grad af billedsprog.

Det formelle har også betydning for de indholdsmæssige omdrejningspunkter i de fire kvindefortællinger. Et vigtigt tema i novellesamlingen er fortrængninger og glemsel. Det handler her om at bearbejde fortiden mere end om at spore følgerne eller virkningerne af den. Samtidig medfører et fokus på figurernes selvrefleksion, at de, som forsøger at glemme, nødvendigvis udelader noget fra deres beretninger. Det bliver aspekter, som læseren selv må læse mellem linjerne.