Beslægtede forfatterskaber

Inden for genren historisk romanbiografi er det i en nutidig, dansk kontekst især Maria Helleberg, der har gjort sig bemærket. Helleberg skriver ligeledes om kvinde- og kunstnerskæbner, samt dramatiske fortællinger om livet i tidligere tiders kongefamilier. Eksempelvis har hun skrevet om skuespilleren Johanne Louise Heiberg i romanen ”Scenesat” (2012), og ”Dagmar” fra 2007 skildrer den danske prinsesse og russiske kejserinde Dagmars (1947-1928) omskiftelige liv med bombeattentater, revolution og som enke omkring århundredeskiftet. Flere titler kan nævnes, for Helleberg er – som Stefan Zweig var det – en yderst produktiv forfatter.

En anden forfatter, der som Zweig tog litterært og kritisk afstand til den nationalsocialistiske ideologi og Hitlers magtbegær, var Klaus Mann (1906-1949). Sønnen af den tyske nobelprismodtager Thomas Mann deler på mange måder skæbne og interessefællesskab med Zweig. Begge færdedes de i inderkredsen af den europæiske kulturelite, og begge blev de i 1930'erne tvunget i eksil – først i andre europæiske lande, siden i Amerika. Manns erindringer ”Vendepunktet” (”The Turning Point”, 1942) og romanen ”Der Vulkan” (1939) skildrer livet i landflygtighed, og også han oplevede at få sin litteratur bandlyst i Det Tredje Rige.

Romanklassikeren ”Den gode soldat” (”The Good Soldier”, 1915) af britiske Ford Madox Ford (1873-1939) foregår, ligesom ”Hjertets utålmodighed”, i tiden op til første verdenskrig. Kærligheden mellem en soldat og en humørsyg kvinde er katalysator for historien, der fortælles af den desillusionerede John Dowell, hvis kone har en affære med vennen Edward, en gentleman og god soldat. Det europæiske borgerskabs livsstil beskrives via fatale kærlighedsaffærer af en lidenskabelig, men upålidelig, fortæller. Til forskel herfra er Zweigs fortællerstemmer generelt troværdige. Det samme kan ikke siges om persongalleriet. Karaktererne handler i krig og kærlighed, og flere af Zweigs værker om utroskab, løgn og bedrag har opnået international klassikerstatus. Det til trods er hans forfatterskab gået lidt i glemmebogen herhjemme.