”Maria Stuart” (1935) er Zweigs biografi om den skotske dronning Maria Stuart, der levede fra 1542 til 1603. Handlingen følger hendes dramatiske og omskiftelige livsforløb fra vugge til grav. Maria Stuart bliver seks dage gammel dronning af Skotland, men hun vokser op i Frankrig, hvor hun bliver gift med kong Frans II. Han dør ung, og hun må tage tilbage til Skotland og regere sit fattige og forpinte hjemland, som står i evig religionsstrid med England og dets dronning Elisabeth – Marias protestantiske kusine. Stuart selv er katolik, og i hele Europa kæmper de to religioner om magten.
De to dronninger er romanens hovedpersoner. De beskrives gennem deres majestætiske fremtoning, deres politik, individuelle følelser og indre dilemmaer. De er rivalinder, selvom de aldrig mødes gennem andet end brevudvekslinger. Da Stuarts anden mand (og første, kortvarige forelskelse) Henry Darnley myrdes ved et udspekuleret attentat, øjner Elisabeth en chance for at udkonkurrere sin skotske fjende. Maria Stuart ender sit liv i engelsk fangenskab, mistænkt for at medvirke til en plan om at myrde Elisabeth, og hun halshugges som straf.
Bogen er et psykologisk portræt af en kvindelig regents storhed og fald. Den er skrevet i bagklogskabens lys, og fortælleren trækker både på Shakespeares skuespil og historisk kildekritik i sine rationaliseringer om, hvorfor hhv. Elisabeth og Maria Stuart gjorde, som de gjorde. Citater fra Stuarts kærlighedssonetter, traktater og breve indgår i bogens beskrivende prosa. Sproget er rigt på detaljer, men også præcist analyserende og stemningsmættet i optegningen af de datidige royale skikke.
Rigdom, værdighed og ære er essentielle værdier for begge dronninger, men bogen handler også om politik på et mere overordnet plan. Zweig skildrer det brutale, fordækte og omskiftelige i datidens styreformer og lægger ikke skjul på sit syn på det politiske: Det er et fordækt skuespil, hvor alle kneb gælder og hvor sønner gladelig ofrer deres mødres liv for guld og trone.