Brevbæreren

Citat
”Når de har set hans hud, tror de også, at de har set hans sjæl. De tror, at han, ligesom krabber, hummere og andre krebsdyr, går rundt med det inderste udenpå. Men de ser aldrig, hvem han i virkeligheden er. I deres øjne er han bare Albino-Kaspar.”
”Brevbæreren”, s. 12.

Outsidermotivet bliver for alvor udfoldet i Charlotte Weitzes anden roman, som udkom i 2003. Hovedpersonen i ”Brevbæreren” er den unge albino Kaspar, der ikke tåler solens skarpe stråler men får sin drøm om et job som landpost opfyldt i den fjerntliggende bjergby Fåreheim, hvor solen kun skinner maksimalt en uge om året. Bjergbyen bærer dog på hemmeligheder, og der er derfor tale om en livstidsstilling med indskærpet tavshedspligt. I byen møder Kaspar en række skæve menneskeskæbner og involveres i deres livshistorier. Det drejer sig bl.a. om fåreavleren Sofie i ulveskindspels og den talentfulde violinist Lærke, der ikke kan tåle, at folk klapper af hendes musik, og som derfor nu spiller klassisk musik for de særlige Stradivarius-får, som også tildeles hver deres haikudigt. Musikken og lyrikken frembringer en særlig god kvalitet fårekød, som kan sælges i dyre domme til japanere.   

24872327

I romanen fremhæves værdien af det forskelligartede og skæve. Som det hedder i en tale i albinoforeningen: ”Naturens styrke er at byde på mangfoldighed”. En vigtig tematik i bogen er overgangen fra barn til voksen. Romanens hovedperson gør sig fri af sit tætte forhold til sin alvorligt syge mor og finder i den afsidesliggende bjerglandsby sin egen plads i tilværelsen. Romanen er således en udviklingshistorie om at blive voksen, med alt hvad det indebærer af forsøg på at finde ud af kærligheden, seksualiteten og sin egen identitet. Men det foregår i Weitzes helt særegne fortælleunivers, der inddrager eventyrets kendetegn i det  tilsyneladende realistiske. I bjergbyen findes f.eks. et mystisk hvidt kongeslot, og et hvidt lam i historien viser sig at være et spøgelseslam.

Ligesom i andre bøger af forfatteren, ser man også her en konkretisering af følelser. Denne historie konkretiserer, hvad det vil sige at føle sig usynlig eller set. Hovedpersonen i romanen finder mod slutningen svar på uafklarede spørgsmål og bliver mere synlig i verden, både konkret og i overført betydning. I løbet af historien henvises der til kendte folkeeventyr. Parret, der sorterer post, hedder f.eks. Hans og Anne-Grethe, og de fortæller bl.a. historien om dengang, Hans var lige ved at blive spist af en kannibal, som dog synes, han var for mager.