Slægter i forfald – et naturalistisk grundmotiv

Mens krønikerne fra Gammelkøbing har den opadstræbende købstads- og bondestand som sit centrale fokus tager Gustav Wied med sine to store romaner ”Slægten” og ”Fædrene æde druer” fat på den modsatrettede bevægelse i samfundets top, nemlig de gamle adelsslægters forfald og undergang.

Interessen for familiers – og i et større perspektiv, samfundets – degeneration var på ingen måde særegen for Wied, men var et væsentligt aspekt ved naturalismen, den dominerende litterære strømning i sidste fjerdedel af det nittende århundrede. I centrum for naturalismen stod ønsket om videnskabelighed: At beskrive mennesket og samfundet i overensstemmelse med virkeligheden – ikke, hvordan det burde være. I naturalismen er mennesket først og fremmest biologi: En krop med stærke drifter, i særdeleshed seksuelle drifter. Og en krop, der er underlagt de evige love om arv og miljø. Med andre ord er der et afgørende element af determinering, dvs. noget på forhånd afgjort, i naturalismens måde at beskrive mennesket på. Man kan ikke løbe fra den arv, der følger med fra hundredvis af tidligere slægtled i form af karaktertræk, evner, sindslidelser, anlæg for alkoholisme, promiskuøs livsførelse eller lignende Det enkelte individ er altid kun et led i en større sammenhæng, først og fremmest slægten, men også det samfund og den tid, man tilfældigvis fødes ind i.

Den berømteste naturalistiske forfatter i international sammenhæng – og af mange betragtet som naturalismens fader – var den franske forfatter Émile Zola (1840-1902), der var dybt optaget af sin samtids teorier om arvelighedslære og som igennem ikke færre end tyve romaner beskrev en fiktiv slægt, Rougon-Macquart, og dens op- og nedture gennem den turbulente periode i Frankrigs historie fra 1848 til 1871. Zola lagde – efter datidens normer – ingen fingre imellem, når han beskrev sine figurers kønsliv eller deres rå opførsel, og hans skildringer af de usle vilkår på samfundets bund er nådesløse. Hermed gjorde Zola det reelt til naturalismens varemærke at beskæftige sig med alt det, der i datiden blev anset for amoralsk, usædeligt, lavt og beskidt. Forargelsen lå selvsagt lige om hjørnet, men det gjorde succesen også, ikke kun blandt franske læsere, men i hele Europa.

I Danmark var det litteratur- og samfundskritikeren Georg Brandes, der blev synonym med naturalismens indtog, da han i 1871 på Københavns Universitet holdt den siden meget berømte forelæsningsrække ”Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur”. Heri slog han til lyd for en ny dansk litteratur, der skulle sætte problemer til debat, beskæftige sig kritisk med samtiden og forholde sig til de store videnskabelige fremskridt og teorier, der havde rystet verdensbilledet op gennem århundredet – og fortsat gjorde det. Ikke mindst Darwins udviklingslære.

Naturalismen fik tag i den danske litteratur – men ikke helt som Brandes formentlig havde håbet: Hvor Brandes agiterede for en litteratur, der red på det nittende århundredes bølge af fremskridt, optimisme, frihed og oplysning, svarede de danske forfattere med en litteratur, der næsten uden undtagelse er båret af dyb pessimisme. Den typiske naturalistiske helt er en anti-helt, et individ, der springer højt, men falder dybt. Et af de bærende motiver i den danske naturalistiske litteratur bliver således slægten og de lange skygger, den kaster over individet. Slægten inkarnerer arvelighedens determinerende kraft, den natur, som menneskets nok så store idealer og drømme kæmper forgæves imod. Kendte eksempler på motivet finder vi hos forfattere som J. P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Herman Bang, og hos den norske dramatiker Henrik Ibsen. Og så finder vi det i udtalt grad hos Gustav Wied i hans to romaner om gamle, udtjente adelsslægters dødskamp.
Se endvidere Faktalinket om Naturalismen.