Fædrenes synder – fra naturalisme til ”hyper-naturalisme”

For så vidt som både ”Slægten” og ”Fædrene æde druer” skriver sig ind i en naturalistisk tematik, er det væsentlig at tilføje, at ”Fædrene æde druer” på det nærmeste bør karakteriseres som en slags hyper-naturalisme. Her er interessen for biologi, drifter og arv slået over i en monstrøs symbolisme: Mennesket er en beholder for rasende naturkræfter, en beholder, der med ufravigelig sikkerhed må krakelere under presset og give efter for sit destruktive potentiale. Hermed er der ikke langt til at tale om Ondskab og Synd i religiøs forstand, dvs. som noget i mennesket iboende, noget, der i sidste ende skal bringe verden som vi kender den til ophør. Med andre ord kan man sige, at Gustav Wied, midt i al sin åbenlyse gudsfornægtelse og evige satire over kirkens folk med ”Fædrene æde druer” maler Fanden på væggen og inviterer Gud indenfor i varmen igen, denne gang i skikkelse af en fatal biologis uafvendelige straf for synd og skyld.

Den monstrøse symbolisme, Wieds naturalisme forvandler sig til, er i international sammenhæng ikke noget særegent eksempel. Naturalismens fader, Émile Zola, bevægede sig også ind på denne bane, hvilket nogle af hans mest berømte romaner, ”Menneskedyret” og ”Nana”, er gode eksempler på. Også her forvandler det enkelte menneskes voldsomme driftsliv sig til et billede på en hel kultur, en hel epokes endeligt. I Zolas romaner eksemplificeres det konkret med den fransk-tyske krig 1870-71, hvor Frankrig led et stort nederlag. Den subtile logik i Zolas romaner er, at krigen – og nederlaget – er en direkte følge af den degenerering hele samfundet er undergået. Billedet på denne degenerering er en konkret families historie. Men netop i denne billedliggørelse ligger potentielt naturalismens vej over i noget andet, nemlig symbolisme. Vejen går i første omgang over, hvad der her er blevet kaldt hyper-naturalisme, som vi på dansk jord kan betragte Gustav Wieds slægtsromaner som et af de bedste eksempler på. Med sin bibelske titel er ”Fædrene æde druer” en grotesk dommedagsvision fra provins-Danmark omkring århundredeskiftet, det provins-Danmark, som var omdrejningspunktet for hele Gustav Wieds forfatterskab.

Opvæksten i det flade, lollandske landskab havde sat sig dybt i ham. Det var her, han fandt sine figurer, i det landlige lilleputsamfunds på en gang kvælende og intime samvær, hvor alle kommer hinanden ved og hvor alt vedkommer alle, hvor ingen kan undslippe og hvor høj og lav hele tiden krydser hinandens spor. Hvor verdens tummel synes uendelig langt borte, men hvor ondskab alligevel i perfekt kim-form folder sig ud lige foran næsen på den, der holder øjnene åbne.