Christel Wiinblads forfatterskab tager en brutal vending med romandebuten “Prolog” fra 2011; den livsbekræftende kærlighedserklæring i digtsamlingerne er afløst af en forstemmende incesthistorie. Hovedpersonen er en pige i en udadtil pæn, øvre middelklassefamilie i Odense. Hun bliver misbrugt af sin far, fra hun er fem. Romanen følger hende gennem opvæksten hele vejen til gymnasiet og universitetet. Hun er altid kun i periferien af det sagsbehandlersystem, som ikke er gearet til at gennemskue velstillede, tilsyneladende ressourcestærke familier. Hendes råb om hjælp kommer ud som vold og selvdestruktion. Hun lever i skam og indre isolation. Hun dyremishandler, rapser, ryger, overspiser, kaster op og medicinerer sig under en front af pæn, sund pige. Undervejs er der en skilsmisse. Hun får en stedmor og halvsøster, som også bliver misbrugt.
29036829
Håbet ligger i sproget: “I spredte, men intense etaper, når farkroppen ikke kigger, giver hun sig hen til det levende, tavst messende sprog. Klart og barnligt præcist blomstrer det af den ældgamle, altid nyfødte magi, som ham i stuen aldrig hverken vil kunne høre eller se, men som hun har lært noget om både i religionen, historie og billedkunst: Stjerner som blinkede/ huller –/ stukket ud i det/ altid nymalede loft – / der ikke / findes // som flagermus, der / dykker – helt tæt som blid// fra nyslået græs (…)” (side 90).
Et forsigtig bud på en tolkning kunne være, at forestillingen om magi i sproget forlænger sig ud i fortællingen. Sætningsforløbene er påfaldende, sart overhængte med spidsstillinger, indskud, allitterationer, skæve billeder, betydningsforskydninger, omhyggelige tillæg til substantiver og verber i et klart, strømmende forløb mellem de faste registres øer (hverdagens, avisernes, filmenes, virksomhedernes, ungdommens sprog etc.). Der er ingen borgerlige navne at hæfte sig ved, intet mig, ingen far, men krop, farkrop, øjne, ben, ører, etc. som agerer separat – enkeltdele og konkreter, mens almindelige helheds- og sammenhængsskabende abstraktioner er forsvundet. Sproget er tvunget ud af sit leje, men tilbyder et nyt. Det er symptom på overgreb og symbol på modstandskraft. Det er registreringer som ”En pause af tavs evighed filtrer entreens rod af pige endnu mere sammen” og “Nypoleret tåge står højt i deres øjne, der vildt reflekterer stearinlysenes stjernede lys.” “Prolog” er indledningen på, hvad der foreløbig er beskrevet som en trilogi, og man kunne i det perspektiv forestille sig, at fortælleren (tredje persons) i det andet bind, der er færdiggjort, eller i det tredje bind, som er planlagt, viser sig at være pigen selv …
“Prolog” skriver sig ind i en dyster strøm af fortællinger om incest og overgreb mod børn fra danske forfattere i de her år – Kim Leine, Tomas Lagermand Lundme, Erling Jepsen, Kristian Ditlev Jensen m.fl. Tendensen ligger i forlængelse af den almene, halvandenhundrede år gamle indsats i litteraturen; at demaskere samfundet og borgerligheden.
“Prolog” skriver sig ind i en dyster strøm af fortællinger om incest og overgreb mod børn fra danske forfattere i de her år (Kim Leine, Tomas Lagermand Lundme, Erling Jepsen, Kristian Ditlev Jensen m.fl.). Den er indledningen på en trilogi, som også tæller ”Ingen åbner” fra 2012 og ”De elskende” fra 2014.