Oscar Wildes åndsfæller i dyrkelsen af kunsten for kunstens skyld betonede abstraktioner og suggestioner og formsprog i digtningnen og mental krise, drømme og indre liv i scenedramaerne – akkurat som Knut Hamsun i den samme periode redefinerede realismen med beskrivelser af bevidsthedsstrømme, drømme, kunstfrembringelser og hallucinationer i forsøget på at skabe flerdimensionelle, psykologiske portrætter i sine romaner.
I et interview med Politiken (24. februar 2007) bemærker den islandske forfatter Hallgrímur Helgason: “Islandsk litteratur er Hamsun, som er gået Wilde (jeg taler om Oscar Wilde – vi synes, Hamsun er kedelig, og Wilde er sjov.)”
Man har svært ved at forestille sig Helgason eller nogen som helst anden forfatter sige, at deres lands litteratur er ‘Hamsun gået Mallarmé eller Baudelaire’, selv hvis de pågældende forfattere havde haft et navn, som var egnet til det lille ordspil – for hvorfor skulle noget land gøre det? De er lige så lidt sjove som Hamsun. Det ville være usjovt i anden potens. Af samme grund vil der heller aldrig være noget land, som er ‘Hamsun gået Johannes Jørgensen eller Sophus Claussen’ med et par eksempler fra den danske dyrkelse af kunsten for kunstens skyld (som herhjemme var mest kendt som symbolisme).
Når Wilde holder i dag, når han er mere populær og dyrket end hans samtidige åndsfæller, er det formentlig, fordi han var en guddommelig løgnhals og en uforbederlig festabe, fordi han lagde vægt på myter, tvetydigheder, absurditeter, paradokser, vid og bid, fordi han ikke lod sin kreativitet underkaste en kunstnerisk dogmatik, fordi han kort sagt var sjov.
Inden sin død på et hotelværelse i Paris betroede han værten: “Jeg har lagt mit talent i mit forfatterskab, men mit geni i mit liv”. I det mellemliggende århundrede er hans popularitet ikke holdt op med at vokse. Efter sigende er han den mest citerede og biograferede person fra det nittende århundrede efter Nietzsche og Napoleon. Han er et ikon for bøsser. Han er en national stolthed i Irland. Han er en klassiker på teatrene. Hans liv og værker er filmatiserede. Wildes landsmand, digteren og dramatikeren Brendan Behan, lod sig inspirere af hans fald til en lang ode. Vi afrunder med de fine afsluttende strofer:
“Lust left behind him
gem without lustre
no Pernod for a stiffener
but cold holy water
the young king of beauty
Narcissus broken.
But the pure star of Mary
as a gleam of the ocean.
Envoi
Sweet is the way of the sinner,
sad, death without God’s praise.
My life on you, Oscar boy,
yourself had it both ways.”
Fra “The Cambridge Companion to Oscar Wilde”, side 290.