Andet bind af Solvej Balles ”Om udregning af rumfang” (2020) begynder, hvor første bind slap. Der er gået et år med at være fanget i den 18. november, og Tara Selter befinder sig på et hotelværelse i Paris. Hun har spejdet efter en udgang, men den attende november er blevet kronisk: ”Jeg går langs en afgrund, jeg tæller dage og skriver ned. Jeg gør det for at huske”. Hun oplever en voldsom tomhed og fortvivlelse, og for at udfordre sin manglende retning begynder hun at kaste sig ind i andre menneskers bevægelser. Det fører hende ind i deres historier og længere ud af byen, og det fører hende på en rejse rundt i Europa på jagt efter forskelle: på jagt efter årstider. Hun rejser til Nordnorge, hvor hun finder vinterens sne og kulde, hun rejser til Cornwall i Sydengland, hvor hun finder forårsløg og nyfødte lam, og hun rejser til Spanien, hvor sommerens strandliv og varme opfylder den årstids særkende.
48905455
Men så opsøger hun igen efteråret og slår sig til ro med erkendelsen om, at hun er faldet ned i tidens beholder og at hun ikke kan komme op. Med en romersk sestert som ledestjerne kaster hun sig nu ud i jagten på at forstå romerne, deres ekspansion og stilstand i en næsten manisk informationsopsøgning. Undervejs har hun holdt jul med sine forældre og sin søster, der tålmodigt indvilligede i julemad, gaver og traditioner, og hun har været døden nær i en trafikulykke på små norske veje.
Også i dette bind skriver Balle muntert undrende om tid og rum og relationer, og gennem sine detaljerige og sanselige erfaringer af verden kaster romanen lys på vores vestlige forbrugsvirkelighed, hvor vi året rundt kan finde alskens frugt og grønt i supermarkedet, mens der er en anden forbundethed med jorden i årstidens logiske gang i køkkenhaven. På romanens allersidste side møder Tara et menneske, der formodentlig vil føre fiktionen et nyt sted hen i tredje bind af dette ambitiøse, kloge og underholdende værk om, hvordan man kan bevæge sig i en verden, der står stille. Og om vores længsel efter forskelle og årstider. I disse år giver den globale opvarmning vinteren, som vi kender den, det sidste dødsstød, og spørgsmålet er, hvad det gør ved os? Er årstiderne kun psykologiske fænomener og vedtagne stereotyper eller er de en nødvendighed for, at vi kan mærke tiden gå?