Selvportræt i et konvekst spejl

Citat
”Som parmigianino lavede det, med højre hånd/
større end hovedet, stukket frem mod beskueren/
og let buet bort, som for at beskytte/
det den annoncerer. Et par blyruder, gamle loftsbjælker,/
pelsværk, plisseret musselin, en koralring, der løber sammen/
i en bevægelse der støtter ansigtet, som svømmer/
imod os og bort ligesom hånden,/
bortset fra at det er i hvile.”

”Selvportræt i et konvekst spejl”, s. 28.

At billedkunsten har haft en stor rolle i John Ashberys forfatterskab kan man forvisse sig om i hans gennembrudsbog Self-Portrait in a Convex Mirror” (1975), som er oversat til dansk af Poul Borum og Niels Frank (”Selvportræt i et konvekst spejl”, 1989). Den danske udgave rummer et udvalg af digte fra denne bog og flere andre af Ashberys 1970’er-bøger.

Titeldigtet er en eksegese, dvs. et digt skrevet om et billede, ovenpå den italienske renæssancemaler Parmigianinos maleri af samme navn. Det lange digt tager sit udgangspunkt i maleriet, men starter en lang tankestrøm med overvejelser om selvportrættet som genre og spejlet som billede på sjælen. Som det ofte forholder sig med Ashberys poesi er bevidstheden strømmende, som han selv udtaler:

”Mulighederne ligger jo i det åbne, det usikre og ambivalente, hvorimod løsningen på tvetydigheden betyder slutningen. (…) Det er umuligt at fokusere på noget ret længe ad gangen. Ens opmærksomhed bliver hele tiden afledt, og koncentrationen glipper. I sidste ende er det sådan vi erkender, som en sejlbåd der hopper og danser på vandet, i stedet for at sejle med jævn fart i en lige linje.” (Bo Green Jensen: Hokus pokus eller mindre er værre. Kritik, nr. 112, 1994).

I ”Selvportræt i et konvekst spejl” kan man, som i resten af forfatterskabet, også se et særligt forhold til henvendelse udfolde sig. Selvom der er et jeg i teksterne, og en stærk stemme, der binder dem sammen, så er det et jeg, der hele tiden undviger at blive defineret. Og selvom der i mange af Ashberys digte er en meget direkte henvendelse til et du, så er det ikke helt et apostrofisk du – dvs. det fraværende du, som man i poesien ofte henvender sig til – og selv når der tales direkte til læseren, er læseren en meget foranderlig størrelse. I digtet ”Paradokser og oxymoroner” står der om digtet: ”Se, det taler til dig. Du ser ud af vinduet/ eller lader som om du er febrilsk. Du har det, men du har det ikke./ Du går fejl af det, det går fejl af dig. I går fejl af hinanden.” (s. 87).