Ild og Ungdom

Citat
”Sporvogn, der brummer. Klokken der kimer og slaar./ Travle Butikker, hvor Dørene knalder og gaar./ Ruslædersstøvler i Vinduer og Laksko i Spejle –/ Hovslag i Asfalt, der klinger som Logulv for Plejle …”

”Ild og Ungdom”, s. 56.

Emil Bønnelycke debuterede med digtsamlingen ”Ild og Ungdom” (1917). Bønnelycke skrev digtene i Norges hovedstad Kristiania, det nuværende Oslo, men det er hans samtids København, der udgør flere af digtenes fysiske miljø, hvilket for eksempel markeres med gadenavne som Fælledvej.

Samlingen består af 40 centrallyriske, rimede digte med et gennemgående jeg, der dyrker den vilde bohemetilværelse som omstrejfende, ung digter i en verden, der har teknologisk vokseværk og fascinerer med sin fart, intensitet og industri.

Storbyen, som skulle blive et af Bønnelyckes tilbagevendende motiver, optræder i flere digte, hvoraf ”Gaden” er det mest kendte. I ”Sporvognsturen” beskrives et ungt flirtende par, der sidder på toppen af Linje 3 til Vesterbro. De nyder udsigten, mens sporvognen fører dem gennem København. Fordi de sidder oppe, kan de kigge ind gennem vinduerne i private hjem, hvor der er urtepotter i karmene og folk, der klæder sig på. Det unge par griner ved synet af en madamme, der sælger røde pølser, og deres morskab fører til et kys. Perspektivet ændrer sig. Da den unge mand kysser pigen, er det pludselig menneskene omkring dem, der observerer parret og misunder dem deres ungdommelige kærtegn.

Et andet tema, der går igen i ”Ild og Ungdom” er vandring og bevægelse, hvilket bl.a. vises gennem forskellige slags fodtøj. I et af samlingens længere digte, ”Støvlen”, tiltaler digterjeget sin støvle som et du. Digtet er en form for indre konversation med støvlen, der er nedslidt og ved at gå fra hinanden. Sålen gaber, så jeget beordrer i bydeform: ”Luk dog Gabet. Saml de Kæber. Det kan ikke gå i Længden. Folk kan se jeg er en Stodder.” (Side 16). Bønnelycke besjæler støvlen, og gør den til mål for jegets mindreværd og selvhad. Det er på de slidte støvler, at andre kan se, at han er fattig. Men i løbet af digtet synes jeget at blive i bedre humør. Han synger drømmende om en støvlemager, der som en læge kan helbrede læderets kvaler. Og til slut paralleliseres det at vandre med selve livet. Der er en lang vej, man skal gå, før man endelig kan finde hvile.

Den ungdom, som indgår i digtsamlingens titel, besynges. For hvis man formår at holde sig positiv og optimistisk på livets lange vej, er ens ungdommelighed stadig i live.