anne carson
Foto: Brian Palmer / Scanpix

Anne Carson

ph.d. Iben Engelhardt Andersen, 2017. Blå bog og bibliografi opdateret november 2023.
Top image group
anne carson
Foto: Brian Palmer / Scanpix

”Hvorfor findes tragedierne? Fordi man er fuld af vrede. Hvorfor er man fuld af vrede? Fordi man er fuld af sorg.” Sådan beskriver canadiske Anne Carson tragediegenren. Hendes tekster spænder over essaystik, poesi, kommentar og oversættelse af klassiske værker som Euripides' tragedier og Sapphos fragmenter. Som de gamle grækere beskæftiger hun sig med storslået sorg, retfærdighed, længsel og fortvivlelse. Carson skriver ovenpå og i samtale med kultur- og filosofihistorien. Samtidig er hendes poetiske stemme absolut unik – skrøbelig og lærd, vittig og elegant.

137368099

Blå bog

Født: 21. juni 1950 i Toronto, Canada.

Uddannelse: Klassisk filologi, ph.d., University of Toronto, 1981.

Debut: Eros the Bittersweet. Princeton University Press, 1986.

Litteraturpriser: McArthur Foundation Grant, 2000. T.S. Eliot Prize, 2001. PEN Award for Poetry in Translation, 2010. Griffin Poetry Price, 2014.

Seneste udgivelse: Røds selvbiografi. Basilisk, 2023. (Autobiography of red, 1998). Oversat af Niels Frank og Pejk Malinovski.

Inspiration: Antikkens litteratur, Emily Dickinson, Oscar Wilde, Gertrude Stein.

 

 

 

Oplæsning af ”NOX” på Louisiana, 2012.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Når man sniger sig ind på et ords mening, eller et menneskes historie er det nytteløst at forvente en flod af lys. Menneskelige ord har ingen hovedafbryder. Kun en masse små kidnapninger i mørket. Og så det store, strålende, dirrende, afslikkede, angerløse, bjæffende spind af dem, der hænger i ens hoved, når man vender tilbage til den side man forsøgte at oversætte.”
”NOX”, uden sidetal.

Flapperne på Anne Carsons bøger har intet forfatterfoto og kun meget sparsomme biografiske oplysninger: født i Canada i 1950, underviser i klassisk filologi. Adspurgt om sit privatliv og sin baggrund svarer hun kortfattet: ”Jeg voksede op i forskellige små byer i Ontario. Far arbejdede i en bank. Mor derhjemme” (Kate Kellaway: Anne Carson: I do not believe in art as therapy. The Guardian, 2016-10-30. Egen oversættelse).

I gymnasiet overtalte hun sin latinlærer til at lære sig oldgræsk i frokostpauserne. Hun droppede ud fra universitetet to gange, fordi hun var utilfreds med pensum, men hun kom tilbage igen og fik en ph.d.-grad fra University of Toronto i 1981. Hun er professor i klassisk filologi og har undervist på velrenommerede universiteter i USA og Canada, bl.a. McGill og Princeton.

Debutbogen, ”Eros the Bittersweet” (1986), er et kritisk studie af græsk poesi og en poetisk afhandling om kærlighed i litteratur og klassisk filosofi.

Som forklaring på, hvorfor hun blev så tiltrukket af græsk sprog og litteratur som ung, siger hun, at græsk virker som det bedste sprog, fordi det er sig selv. For Carson er sproget et særligt erfaringsrum. Presset for et mere prosaisk svar, siger hun, at det også handler om en barndomsdrøm om at være ligesom Oscar Wilde – klassisk uddannet, elegant klædt og vittig. (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).

Man kan sige, at Carson bebor både nutiden og fortiden. Hun har gjort det græske sprog til sit eget, tilføjet det engelske sprog en unik poetisk stemme og fusioneret fjerne og nære verdensbilleder. Det selvbiografiske spor løber igennem hele forfatterskabet, men den personlige erfaring, som f.eks. sorgen over brorens forsvinding og død, kobles til spørgsmål om oversættelse og afstand – mellem sprog, kultur og mennesker.

For tiden underviser hun i kreativ skrivning på New York University. Sammen med sin mand, Robert Currie, afholder hun en gang om året et kursus i kunstnerisk samarbejde. En interviewer understreger, hvor forskellige de er: Carson er høj, forsigtig og afmålt, mens Currie er social og afslappet. ”I et rum, hvor alle griner, smiler hun ganske let.” (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).

Carson er ikke nogen nem entertainer, men hendes værker er gennemsyret af en lidenskab for at vise læseren nye veje gennem den historie og det sprog, vi er skabt af. ”Vi har et emne for vores samtale, men hvordan kan vi så bevæge os igennem det på en måde vi aldrig har bevæget os på før, mentalt? Det virker som det mest spændende man kan gøre med sit hoved.” (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).

Selvbiografi i rødt

””Jeg tror jeg er en af dem der aldrig bliver tilfreds,”/ sagde Herakles. Geryon mærkede hvordan alle nerverne rejste sig mod kroppens overflade./ ”Hvad mener du med tilfreds?”/ ”Bare – tilfreds.” Geryon brød sin hjerne. Flammer vred sig i ham./ Han nærmede sig forsigtigt/ spørgsmålet om sex. Hvorfor er det mon et spørgsmål? Han indså/ at mennesker har brug for tegn/ på opmærksomhed fra hinanden, men er tegnene i sig selv afgørende?/ Han var fjorten.”

”Selvbiografi i rødt”, s. 46.

Anne Carsons ”Autobiography of Red”, 1998 (”Selvbiografi i rødt”, 2001), har genrebetegnelsen versroman, men er både oversættelse, kommentar, selvbiografi og rejsebeskrivelse i en bog. Den tager udgangspunkt i en række fragmenter af den oldgræske digter Stesichoros. De fortæller om det bevingede monster Geryon, som gik på en ø og vogtede sine magiske, røde kvæg, indtil helten Herakles en dag sejlede over havet for at slå ham ihjel og tage hans dyr. Den klassiske digtning er oversat i Carsons både minutiøst registrerende og meget frie stil. F.eks. optræder moderne rekvisitter som taxaer og dyner, og hos Carson er det mytologiske væsen en forsigtig skoledreng med røde vinger: ”Geryons mor fulgte ham i skole første dag hånd/ I hånd Hun rettede på hans små røde vinger og/ Skubbede ham ind gennem døren” (s. 14).

Fragmenterne bliver til en kærlighedstragedie om den altsansende og forsigtige dreng Geryon med en kærlig, cigaretrygende mor og en brutal storebror. Broren tvinger ham til at tilfredsstille sig om natten i deres køjeseng, og Geryon, som aner verdens uretfærdighed og forudser sin egen sagnomspundne død, beslutter sig for at begynde sin selvbiografi: ”I dette værk optegnede Geryon alle de indre ting,/ især hans eget heltemod/ og hans tidlige død der skabte stor fortvivlelse i kvarteret. Han så køligt bort fra/ alle de ydre ting.” (s. 31).

23590069

Hvor sagnet fortæller, at Herakles dræbte Geryon som en af hans tolv prøvelser, er han i Carsons version en frembrusende teenager. Han lærer den forelskede Geryon om sex og tager ham med til sin bedstemor i Hades. Men han sender ham hjem igen. Det, der var et drab i den oprindelige myte, er her Geryons knuste hjerte: ”Hver morgen var det et chok/ at komme tilbage til den flænsede sjæl.” (s. 72).

De mødes som unge mænd i Buenos Aires og tager sammen til Chile for at se vulkanerne, hvis indre brænder rødt. Farven rød går gennem hele bogen. Det er farven på kød, indvolde, lava og ild. Den røde verden af begær, skam og ungdommelig intensitet er samtidig portrætteret i en både vittig, formelt bevidst og reflekterende stil.

Bogen kobler spørgsmål om afstande på tværs af tid og sprog til det eksistentielle besvær Geryon har med at være et elskende monster.