i dag skal vi ikke dø

Citat
”#/ måske er der en/ der spørger/ hvordan det går/ og måske er der en/ der svarer// mest sandsynligt er det dog/ at ingen spørger/ og ingen svarer// derfor digtene// så alt det/ der ikke finder sted/ alligevel kan ske: (…)”
”i dag skal vi ikke dø”, s. 52.

I marts 2020 lukkede Danmark ned som følge af Covid19-pandemien, og digtene i Louise Juhl Dalsgaards ”i dag skal vi ikke dø” (2020) er skrevet under denne nedlukning med to meters tvangsafstand og national fællessang.

I Dalsgaards digte går et digterjeg, i forsøget på at få tiden til at gå på en bare lidt meningsfuld måde, og reflekterer over afsondretheden i et personligt og samfundsmæssigt perspektiv: Hvad gør det ved os at have afstand til hinanden?

48218415

I en mundret fortællemodus skriver jeget om relationer, der vedligeholdes telefonisk og længslen efter hud og nærvær. Det nye tomrum fyldes af barndomserindringer, læsning og en spørgen til, hvad virkeligheden er. Der er klip fra Mette Frederiksens pressemøder, citater fra prominente coronabenægtere og fællessang på tv med Phillip Faber, og der er lokale registreringer fra jegets liv: genboens telt i stuen og ”tilbud på lakridsmix fra panda/ i brugsen i fjerritslev” (s. 105). Jeget skriver lister over ting, det ikke forstår og glæder sig over for en stund ikke at skulle leve op til sociale sammenhænges krav om plukkede øjenbryn og sko i læder.

Det er en digtsamling om, hvad krise og undtagelsestilstand gør ved mennesker, og hvordan man oplever tid, når man ikke skal nå noget. Som tidsbillede fra en konkret periode i danmarkshistorien minder Dalsgaard os om de detaljer, der udgjorde virkeligheden på det tidspunkt. Ikke mindst den (absurde) politiske poesi: ”vi må holde sammen/ ved at holde afstand” (s. 80) og den strategiske omsorg i at lukke landet, så der ikke er for mange, der dør på samme tid, for så bryder systemerne sammen. Den tørre konklusion er, at vi alle en dag skal dø, men at vi hver dag kan vælge at være i live.

Teksterne er skrevet med små bogstaver og et # som markør for hver ny tekst, og fragmenter af tekster af Tomas Tranströmer, Elsa Gress og Inger Christensen finder vej. Det er ikke tilfældigt, at det er skrivebordet, jeget bruger som beskyttelsesrum: ”her ligger digte af saariskoski/ pessoa og vizki/ tre strandsten fra han herred/ og en pose evers host ikke-bolcher” (s. 44).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "i dag skal vi ikke dø"