C.Y. Frostholms ”Paris en brugsanvisning” (2013) er direkte inspireret af Georges Perecs (1936-1982) ”La vie mode d'emploi” (1978, da. ”Livet en brugsanvisning”, 1999), hvor Georges Perec i 99 kapitler beskriver livet for en række beboere i et fiktivt boligkompleks. Georges Perec var en fransk forfatter, der skrev eksperimenterende romaner ud fra indviklede systemer og talrige regler. En del af de regler indgår i ”Paris en brugsanvisning”, som denne regel nr. 3 fra ”Espéces d’espaces” (1974, da. ”Verdens rum – og andre tekster”, 2016): ”Først lave en inventarliste over det, man kan se.” Herefter opremser C.Y. Frostholm det, han kan se: ”– Et fastfoodbud på scooter iført lyserødt slips. To mænd, der ikke kan få en bil til at starte. Tre tomme telefonbokse overstrøet med tags. En grøn plasticpose, som sidder fast i en rist.”
50881806
”Paris en brugsanvisning” er båret af utallige observationer, der som et puslespil ender med at udgøre et billede af Paris. Observatøren er registrerende, men fortolker også de mennesker, han iagttager, og reflekterer over, at han f.eks. aldrig har været så fattig, at han har måttet tigge i et tog. Tekstsiden får følgeskab af C.Y. Frostholms poetiske fotos, der som klassiske stillebens afbilder et mennesketomt Paris med hjemløsemadrasser i gadehjørnerne, efterladte herresko og talrige telefonbokse. Collagestilen er gennemgående for den eksperimenterende bog, der indgår i en serie af kunstneriske guidebøger fra mikroforlaget * [asterisk]. Bogens sider er unummererede og bruger også brudstykker af overhørte samtaler, opslagsord og erindringer fra forfatterens egne rejser i den franske hovedstad. Den slutter meget sigende med at konkludere: ”– Jeg har ikke sagt en fuld sætning til nogen i en uge. Jeg har fået i gaderne og ledt efter et mønster. Måske har jeg ikke været i Paris, måske har jeg været i Perec.”