De Gyldne Laurbær

”Forhistorien i min bog er, at man på et tidspunkt simpelthen har opgivet at få mænd til at holde op med at voldtage og begå kriminalitet og myrde. Og så har man besluttet at udfase testosteron, for det er det, der skader os som art.”

I 2023 fik Maren Uthaug De Gyldne Laurbær for romanen "11%", som foregår i en tid, hvor kvinderne har taget al magten og den lille flok hanner, der er tilbage, - titlens 11 procent - er placeret i avlscentre rundt omkring i landet. Den er et vildt og humoristisk tankeeksperiment udi hvordan vores verden kunne se ud, efter nogle århundreders radikal matriarkalsk orden. 

Se Forfatterwebs interview med Maren Uthaug om romanen "11%". 

LÆS FORFATTERPORTRÆTTET AF MAREN UTHAUG

Thomas Korsgaard skriver ikke med det mål, at hans romaner skal være sjove. Men han indrømmer gerne, at mange af hans karakterer er lidt komiske og nogle gange ender i situationer, hvor de bliver ufrivilligt morsomme. Men under humoren lurer alvoren også:

“Det er jo det, der er så dejligt ved at skrive fiktion, at man kan lade ens hovedpersoner gå lidt længere. I det forløb prøver jeg så at få sagt nogle ting om, hvor store klasseskel, der egentlig er i Danmark – og hvor stor forskel, der kan være på at have et udgangspunkt, som er et lille landsted i Jylland og Østerbro i København,".

Se Forfatterwebs interview med Thomas Korsgaard om Trilogien om Tue, som "Man skulle nok have været der" er tredje bind af.

 LÆS HELE PORTRÆTTET AF THOMAS KORSGAARD

I 2021 fik Stine Pilgaard De Gyldne Laurbær for sin tredje roman, "Meter i sekundet". 

"Meter i sekundet"  foregår i Velling i Vestjylland, hvortil fortælleren er flyttet som påhæng til sin kæreste, der arbejder på den lokale højskole. Hun har netop været på barsel med deres søn og bruger dagene på at (forsøge at) tage kørekort. 

Som i de tidligere værker er kommunikation og relationer centralt. Fortælleren vil virkelig gerne forstå, hvordan vestjyder taler, så efter at have fulgt efter ham nogen tid, går hun i lære hos Anders Agger, der forklarer om pauser og om kun at sige det allermest nødvendige. Og aldrig tale om følelser. Og slet ikke om forplantning.

”Meter i sekundet” er en kærlighedsfortælling om de bånd, man kan knytte til kærester, børn, venner, kørelærere, dagplejemødre og dokumentarister. Den måske største kærlighedserklæring ligger i en sproglig betragtning; da fortælleren opdager, at hendes kæreste ofte omtaler dem som et vi. Også når det er hende, der har jokket i spinaten, siger han ”Det er så typisk os”. Og midt i alt det fjollede er romanen en rørende og smertelig fortælling om at få sit første barn og finde sine egne ben at stå på i det drøn af forventninger, der er til forældreskabet.

LÆS FORFATTERPORTRÆTTET AF STINE PILGAARD

I 2020 fik Sara Omar De Gyldne Laurbær for ”Skyggedanseren”, som er en fortsættelse til ”Dødevaskeren”. I skiftende korte kapitler, der springer i tid og sted, udfoldes Frmesks livshistorie. Kapitlerne klipper mellem hendes barndom hos bedsteforældrene i Kurdistan, dagligdagen som studerende i Danmark, hvor hun bor med sin mor og søskende, og hendes skyggeliv som tvangsgift i Tyskland. 

Frmesk har en kreativ åre og et kvikt hoved, men begrænses i at udfolde sine evner af omverdenen, islamistiske dogmer og de hyppige og omfattende overgreb, hun udsættes for – både som barn og voksen.

Frmesk og hendes forældre flygter til Danmark. Hun læser jura og beskytter sine mindre søskende mod farens vold. Og da hun læser et digt højt til en multikulturel eftermiddag arrangeret af en kurdisk kvinde i Horsens, møder hun den noget ældre Bahzad. Deres forældre indgår en ægteskabsaftale, men allerede på bryllupsferien viser Bahzad sig ikke at være den frisindede mand, han udgav sig for ved deres første møder. Da hun ikke kan bevise sin jomfruelighed, tyranniserer, tæsker og isolerer han hende i deres hus i Badenhof. Hans eskalerende, ondsindede psykiske og fysiske vold medfører, at Frmesk ugentligt må indlægges på hospitalet. Men selvom hun bliver mere og mere en skygge af sig selv, er der ingen i det tyske sundhedsvæsen, der kan hjælpe hende ud af hans brutale magt.

Sara Omar beskriver møjsommeligt, hvordan magtesløsheden nedbryder Frmesk i romanen, der også kan læses som et debatindlæg om forholdet mellem religion, ægteskab og kønsroller.

LÆS FORFATTERPORTRÆTTET AF SARA OMAR

1949 – Martin A. Hansen for "Tanker i en skorsten"

1950 – H.C. Branner for "Rytteren"

1951 – Jacob Paludan for "Retur til barndommen"

1952 – Karen Blixen for "Babettes gæstebud"

1953 – Aage Dons for "Altid at spørge"

1954 – Tom Kristensen for "Den sidste lygte"

1955 – Tove Ditlevsen for "Kvindesind"

1956 – Karl Bjarnhof for "Stjernen blegner"

1957 – Halfdan Rasmussen for "Tosserier (7. samling)"

1958 – Frank Jæger for "Velkommen, Vinter"

1959 – Willy-August Linnemann for "Døden maa have en aarsag"

1960 – Palle Lauring for "Historiske portrætter"

1961 – Marcus Lauesen for "Mor"

1962 – Poul Ørum for "Natten i ventesalen"

1963 – Jakob Bech Nygaard for "Natten er nådig"

1964 – Erik Aalbæk Jensen for "Perleporten"

1965 – Thorkild Hansen for "Jens Munk"

1966 – Klaus Rifbjerg for "Operaelskeren"

1967 – Jens Kruuse for "Danmark i digtning og kunst"

1968 – Anders Bodelsen for "Tænk på et tal"

1969 – Inger Christensen for "Det"

1970 – Leif Panduro for "Daniels anden verden"

1971 – Henrik Stangerup for "Løgn over løgn"

1972 – Christian Kampmann for "En tid alene"

1973 – Anna Ladegaard for "Egoisterne"

1974 – Benny Andersen for "Personlige papirer"

1975 – Bo Bramsen for "Huset Glücksborg i 150 år"

1976 – Dea Trier Mørch for "Vinterbørn"

1977 – Ebbe Kløvedal Reich for "Fæ og frænde"

1978 – Vita Andersen for "Hold kæft og vær smuk"

1979 – Johannes Møllehave for "Læsehest med æselører"

1980 – Tage Skou-Hansen for "Over stregen"

1981 – Suzanne Brøgger for "Tone"

1982 – Kirsten Thorup for "Himmel og helvede"

1983 – Dorrit Willumsen for "Marie"

1984 – Cecil Bødker for "Marias barn. Drengen og Marias barn. Manden"

1985 – Helle Stangerup for "Christine"

1986 – Paul Hammerich for "Lysmageren"

1987 – Martha Christensen for "Dansen med Regitze"

1988 – Bjarne Reuter for "Den cubanske kabale"

1989 – Ib Michael for "Kilroy, Kilroy"

1990 – Peter Seeberg for "Rejsen til Ribe"

1991 – Leif Davidsen for "Den sidste spion"

1992 – Lise Nørgaard for "Kun en pige"

1993 – Peter Høeg for "De måske egnede"

1994 – Jørn Riel for "Cirkulæret"

1995 – Henrik Nordbrandt for "Ormene ved himlens port"

1996 – Carsten Jensen for "Jeg har set verden begynde"

1997 – Jane Aamund for "Colorado drømme"

1998 – Jens Christian Grøndahl for "Lucca"

1999 – Svend Åge Madsen for "Genspejlet"

2000 – Anne Marie Løn for "Kærlighedens rum"

2001 – Hans Edvard Nørregård-Nielsen for "Riber Ret"

2002 – Jakob Ejersbo for "Nordkraft"

2003 – Jette A. Kaarsbøl for "Den lukkede bog"

2004 – Christian Jungersen for "Undtagelsen"

2005 – Morten Ramsland for "Hundehoved"

2006 – Knud Romer for "Den som blinker er bange for døden"

2007 – Jens Smærup Sørensen for "Mærkedage"

2008 – Hanne-Vibeke Holst for "Dronningeofret"

2009 – Ida Jessen for "Børnene"

2010 – Jussi Adler-Olsen for "Journal 64"

2011 – Helle Helle for "Dette burde skrives i nutid"

2012 – Kim Leine for "Profeterne i Evighedsfjorden"

2013 – Anne-Cathrine Riebnitzsky for "Forbandede yngel"

2014 – Sara Blædel for "Kvinden de meldte savnet"

2015 – Jesper Stein for "Aisha"

2016 – Merete Pryds Helle for "Folkets skønhed"

2017 – Jesper Wung-Sung for "En anden gren" 

2018 – Leonora Christina Skov for "Den, der lever stille"