Olgas bog

Citat
””Han har en fin farve,” Olga taler, og Fru Lind tørrer det ene øje. ”Det er næsten som om han er her endnu,” siger hun uden at knække i stemmen. Hun sætter sig afventende på en stol tæt ved døren. Som en lille, spinkel kvinde i sort papir. ”Åh, tilgiv mig, mine manerer,” hun rejser sig med en let knitren. ”Hvad må jeg byde Dem, en kop kaffe eller te?” Fru Lind vil gerne søge døren, mens Olga gør sine kunster, det kan tydeligt mærkes i rummet. ”Kaffe?” Olga nikker med hovedet mod den grå dreng i sengen. ”Ja tak”.”
”Olgas bog”, s. 30.

Marie-Louise Hansens roman ”Olgas bog” fra 2019 foregår op gennem 1900-tallet og skildrer Olgas liv, fra hun er fjorten år og frem til hendes dødsøjeblik. Åbningsscenen er Olgas mislykkede konfirmation, hvor hun smides ud af kirken for utilstedelig opførsel. Herfra følger et ulykkeligt ægteskab med præsten Johannes og to ufrivillige aborter. Tredje gang skulle være lykkens gang, men parret mister deres baby, og ægteskabet går i stykker. Heldigvis går lysere begivenheder forud: Som ung har Olga været i huset hos Johannes’ bror Andreas og oplevet både en forelskelse og en kunstnerisk vækkelse som fotograf. Hun klarer sig derfor ved talentfuldt at portrætfotografere både levende og døde, og hun liver ved arbejdet op som menneske. Som årene går, bliver Olga dog meget sindsforvirret og lever en kummerlig tilværelse. Hun tilbringer sin sidste tid i broderens familie, men heller ikke her møder Olga forståelse fra sin omverden.

Bogen er fragmentarisk opbygget og stiller høje krav til læserens årvågenhed for at stykke et handlingsforløb sammen. For i Olgas sind spærrer hallucinationer med for eksempel Jesus for udsynet til den ydre verden. Teksten rummer på minimalistisk vis utallige tomme pladser, som læseren selv skal fylde ud, og ofte opbygges en situationsbeskrivelse på bagvendt vis.

46075935

Fremstillingen bæres af en indre synsvinkel, bundet til Olga hele vejen igennem, og den nærhed understøttes også sprogligt. Som her med sanseverber, kropsdele og bogstavrim: ”Hun ser tykke hænder med hår og hvide ærmegab, der pakker fedtet kød i pergament og dumper det tungt i den kurv hun holder frem. Hun snuser duften af grønt ind i et bundt persille der for et øjeblik danser over hendes hoved med stænglerne i hendes hånd. Som et træ med perfekt krone, ingen lyshuller.” (”Olgas bog”, s. 12-13).

Et centralt tema i romanen er døden, som Olga har et specielt forhold til. Hendes barn dør, og hun er ligeglad. Et aborteret foster kærtegnes i dagevis i en forklædelomme. En kattekilling dræbes for øjnene af hende som barn. Sådan, i glimt og på bagvendt vis, bringes vi til at forstå Olga på et dybere psykologisk plan. Men den skæve eksistens Olga arbejder også som portrætfotograf og sminkøse af lig, hvor døden optræder som æstetisk kunstobjekt, og i de situationer opnår hun en sjælden autentisk kontakt med andre mennesker. Og læseren må konstatere, at Olgas normer udfordrer i ”Olgas bog”.